Julekalender-stjerner indtager ny musical
Flere af skuespillerne i de julekalendere, man netop nu kan se på tv, kan også opleves i sommerens helt store musical.
Johanne Milland, Kenneth M. Christensen, Sofie Lassen-Kahlke, Carsten Svendsen, Joachim Knop, Christopher S. Rørmose, Kristian Boland og Mikkel Moltke Hvilsom fører an i castet til sommerens store musicalbrag på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.
LÆS OGSÅ: Stephanie Siguenza og Mathias Bjørnhof forklarer forholdet
I en pressemeddelelse offentliggøres det i dag, at der er premiere på "Skønheden og Udyret - the musical" tirsdag den 8. juli, og her kan man altså opleve flere af de skuespillere, der netop nu kan ses i årets julekalendere.
I de to hovedroller som Belle og Udyret ses henholdsvis Johanne Milland og Kenneth M. Christensen. Sidstnævnte er netop nu aktuel i julekalenderen "Tidsrejsen", hvor han spiller den tidsrejsende far.
Publikum kan også se frem til at opleve alt fra en talende tepotte til en charmerende lysestage med fransk accent, når Sofie Lassen-Kahlke, som netop nu kan ses i "Krummernes Jul", Carsten Svendsen, Joachim Knop, Christopher S. Rørmose, Kristian Boland, Mikkel Moltke Hvilsom og et stort ensemble af dygtige musicalperformere indtager Gamle Scene i sommeren 2025.
At skabe en ny opsætning af en af dansk teaterhistories største publikumssucceser, kræver et stærkt cast, som kan leve op til de ikoniske karakterer. Derfor er Lion Musicals meget tilfredse med det hold af skuespillere og sangere, som udgør castet "Skønheden og Udyret - the musical", skriver de i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ: Jasmin Victoria taler ud om brud: Det skulle jeg aldrig have gjort
I rollen som den eventyrlystne Belle ses musicalstjernen Johanne Milland, der på kort tid er strøget til tops på den danske teaterhimmel. Tidligere på året gav Johanne Milland liv til en anden ikonisk eventyrheltinde med titelrollen i Lion Musicals Askepot - The Musical, mens hun efterfølgende indtog rollen som Glinda i Wicked på Fredericia Musicalteater.
I rollen som det skræmmende, men også ulykkelige og ensomme, Udyr, der skal lære at elske - og blive elsket tilbage - kan publikum se frem til at møde Kenneth M. Christensen. Det er ikke første gang, at han medvirker i "Skønheden og Udyret - The musical". Han spillede nemlig skurken Gaston i opsætningen på Det Ny Teater i 2014 og har også andre musicalroller bag sig, blandt andet i Lion Musicals "Spamalot" i Tivolis Koncertsal (2017) og senest også i musicalen "Matador" (2024).
LÆS OGSÅ: Philip og Simone afslører nye detaljer om bryllup
På tv har han også haft markante roller i tv-serier som "Gidseltagningen", "Rita", "Den som dræber", "Valhalla" og "Bag enhver mand".
Fortællingen bliver særligt eventyrlig, når publikum introduceres for slottets tjenestefolk, der alle er forvandlet til levende genstande. Sofie Lassen-Kahlke har takket ja til rollen som den varme og kærlige tepotte, Mrs. Potts, mens Joachim Knop og Carsten Svendsen forvandles til det umage makkerpar kaminuret Cogsworth og den charmerende lysestage Lumiere.
LÆS OGSÅ: Grau smaskforelsket: Sådan mødte han sin nye kæreste
Denne gang bliver det Christopher S. Rørmose, der indtager rollen som den flotte og egoistiske Gaston, der udelukkende vil giftes med Belle, fordi hun er den smukkeste pige i landsbyen, og han flankeres af Mikkel Moltke Hvilsom som Gastons naive, men trofaste følgesvend Lefou.
Rollen som Belles far, Maurice, er gået til Kristian Boland, der også tidligere har medvirket i musicalopsætninger af "Skønheden og Udyret" som henholdsvis Udyret i 2005 og Cogsworth i 2014.