Der er fuld fart på Sussi: Jeg har det godt
På trods af sin mands død, er der stadig fart på Sussi.
Selvom Leo endnu ikke er sat i jorden i sin urne på Saltum kirkegård, så er der fuld fart på Sussi, som har nok at se til. Både hjemme på den store gård og med at spille i det nye band 'Sussi og Drengene'.
HER&NU møder Sussi på gården og bagefter på Løgstør Parkhotel, hvor hun og bandet spillede lørdag aften – og det var med højt humør, benspjæt og bare baller fra den livlige sangerinde, ganske som det altid har været.
– Jeg har det godt. Nu er det forår, og jeg får pludselig noget fra hånden. Selvfølgelig kommer jeg da tit til at tænke på Leo. Jeg tror, at han futter rundt og har det sjovt. Jeg kan slet ikke holde tanken ud om, at han bare skulle være væk, fortæller Sussi Nielsen, 67.
– Lige nu nyder jeg bare at være alene, for der har stort set været mennesker hos mig, siden Leo døde. Familie og venner har været søde til at hjælpe mig med alt muligt. Nu har jeg brug for at finde min egen tilværelse.
LÆS OGSÅ: Sådan fejrer kronprinsesse Mary kvindernes internationale kampdag
Selvom musikerparret havde været sammen siden 7. klasse, og Leo var syg i seks år, så havde det store emne om Sussis liv efter Leo ikke været oppe at vende.
– Nej, vi talte ikke så meget om det. Ikke andet end at jeg ville ud spille med Drengene. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at Leo ville gå bort først. At det så var så tidligt, det havde jeg ikke regnet med, siger hun.
Nye tider
Sussi er et stærkt navn i underholdningsbranchen, og med to nye dygtige musikere bag sig har hun fået en nye karriere med en lidt anderledes musikstil. Noget ændres dog ikke.
LÆS OGSÅ: Derfor gik Mads og Emilie fra hinanden
– Kim foreslog, at jeg skulle synge nogle flere sange, men jeg er jo også den, som fiser rundt på scenen og spjætter med benene, og det skal der stadig være plads til.
Sussi lægger ikke skjul på, at økonomien er lidt stram efter Leos død, og der er ikke plads til vilde drømme
– Alt efter finanserne så drømmer jeg om at tage på en vandretur til Norge eller Sverige. Nu behøver jeg ikke tage hensyn til, om Leo kan komme med. Han havde det så dårligt til sidst, fortæller Sussi og fortsætter:
– Men først skal jeg lige havde fundet ud af, hvordan min økonomi ser ud. Jeg mistede desværre mange penge, for vi havde en forsikring, som gjaldt, til vi var 67 år og året ud. Og så dør han i februar i det nye år. Så nu er alle pengene væk, siger Sussi, som undrer sig over, at parrets tidligere pensionsrådgiver ikke var til mere hjælp.
Sussi har stadig appetit på livet, og hun får allerede tilbud fra enlige mænd.
LÆS OGSÅ: TV 2-deltager afslører: Har fundet kærligheden
– Jeg vil da ikke udelukke det, men det er da ikke noget, jeg vil rende rundt og lede efter. Lige nu vil jeg bare gerne være mig selv uden ansvar. Jeg vil da ikke udelukke, at jeg falder for en, men der vil nok gå et stykke tid, før en ny får lov at flytte ind.