'Badehotellet' vender tilbage
Er du klar til en ny sæson af den populære TV 2-serie?
I sidste uge gik optagelserne i gang til den tiende og sidste sæson af TV 2’s successerie 'Badehotellet'. Og det er naturligvis forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, som har skrevet manuskriptet.
LÆS OGSÅ: Sådan foregår optagelserne i 'Kærlighed hvor kragerne vender'
– Det er dejligt efter to års pause at være i gang med optagelserne. Det er samtidig seriens store finale på otte afsnit. Vi begynder i sommeren 1946, hvor verden er ved at åbne sig på ny, og nye planer fødes, selvom besættelsestiden stadig spøger i kulissen. Vi kan love et gensyn med alle dem, seerne kender, men også et møde med nye karakterer, der vil komme til at ruske grundigt op i det lille hotel, før trådene forhåbentlig redes ud, fortæller forfatterparret.
LÆS OGSÅ: 'Vild med Dans' hjalp Cecilie Schmeicel ud af stress
Udover et gensyn med alle de kendte og elskede karakterer både blandt gæster og personale, dukker der også gamle kendinge fra tidligere sæsoner op.
En af dem er Kitty Hansen, som spilles af Andrea Alma Øst Birkkjær, datter af skuespillerparret Tammi Øst og Michael Birkkjær. Kitty var skuespillereleven, som ankom til hotellet i selskab med hr. Weyse, der havde lovet at læse med hende hen over sommeren. Det endte som bekendt med, at hun gjorde et skæbnesvangert indtryk på en af de nu afdøde mandlige stamgæster hr. Frigh (spillet af Bjarne Henriksen).
Den nye sæson får premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024.
LÆS OGSÅ: Chief 1 efter vennernes tragedie: 'Det er virkelig hårdt'