'Badehotellet'-stjerne bliver i Danmark: Derfor gider jeg ikke udlandet
Amalie Dollerup har intet ønske om at jagte en karriere i udlandet.
Amalie Dollerup er blandt de mest populære skuespillere i Danmark, men selvom mange i de senere år har formået at flytte karrieren ud over landets grænser, er det ikke noget, den 31-årige stjerne ønsker at gøre efter.
– Tankerne har da nok været der engang, men behovet er der bare ikke længere, siger Amalie Dollerup og tilføjer, at mange kolleger har spurgt hende, hvorfor hun dog ikke forsøger at gå den vej.
- Jeg syntes, det var rigeligt at skulle flytte fra Aalborg til København. Så jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skulle tage til udlandet, siger hun og griner.
LÆS OGSÅ: Mascha Vang taler ud om kæreste-rygter
For det er vitterligt ikke en drøm for den kønne skuespillerinde.
- Nej, jeg har virkelig ikke behovet. I virkeligheden tror jeg faktisk hellere, at jeg bare vil se 'Downton Abbey', end jeg vil være en del af den… Og jeg har heller ikke nogen actionheltedrøm af nogen art, siger Amalie, som bestemt ikke har lyst til at være verdensberømt.
- Det er så fint at kunne gå i fred på ferien! Puha, det ville jeg slet ikke ønske mig. Men det er måske også fordi, jeg allerede som barn har prøvet at blive kendt i Danmark. Alle mente, at de kendte mig, men jeg kendte ikke dem, og det var voldsomt, siger Amalie Dollerup, der som kun 9-årig debuterede i filmsuccesen 'Kun en pige' og et par år efter medvirkede i tv-serien 'Strisser på Samsø'.
LÆS OGSÅ: ‘Badehotellet’-stjerne husker tilbage: Jeg brød den sociale arv
Glad for Amanda
De nye udfordringer er dog stadigvæk en drivkraft i arbejdslivet på hjemmebanen i Danmark, og mens Cirkusrevyen venter lige om hjørnet, har hun senest været glad for sin fem år lange tv-rolle som Amanda Madsen i 'Badehotellet'.
- Det er fedt at spille en rolle som en kvinde, der tør gå imod mændene og stå inde for sig selv. Amanda har så meget i sig. Hun prøver at finde sin vej i det her liv, hvor hun egentlig bare skulle være frue. Men hun har den samme drivkraft som sin far og springer bare ud i ting. Det er helt vildt fedt, siger Amalie, som aldrig har lagt skjul på, at hun selv tænker over sin rolle som kvinde i tilværelsen.
- Vi bliver jo ved med at kæmpe, og ved med at have nogle kampe. Men jeg vælger mine kampe, siger hun og nævner arbejdet som et punkt, hun gerne kæmper på.
Tidligere har hun dog også indrømmet, at det var hende, der friede til kæresten Andreas i fjor – hvilket også er en måde at gå efter det, man ønsker.
LÆS OGSÅ: ‘Badehotellet’-stjerne: Trump skræmmer mig