Ane Halsboe-Jørgensen elsker de rå kræfter: Vesterhavet er min kirke

Det er som taget ud af et skagensmaleri med den smukke unge kvinde, der går en tur på Slettestrand ved Vesterhavet med guldsandalerne i hånden og en blid brise fra havet i det lange lyse hår.

LÆS OGSÅ: Efter fire aborter: Tv-kendis har født

Kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen har inviteret HER&NU på besøg i sit barndomshjem i Fjerritslev i Nordjylland, og det betyder også en tur til Vesterhavet. Følelsen af at være lille imod naturens kræfter i vinden og havet er sundt for os, mener hun.

– Tro er jo ikke noget, vi taler så meget om i vores land, og det har jeg heller ikke gjort. Men efter at jeg er blevet kirkeminister, taler jeg jo om det med mennesker, jeg møder, og mange spørger, om jeg går meget i kirke. Det gør jeg ikke, men jeg har Vesterhavet. Det kan noget, også i en mere eksistentiel sammenhæng. Så for mig er det lige så meget at søge de brede vidder, når jeg skal have refleksion og eftertænksomhed og blive mindet om de store kræfter, som det er at sidde på en kirkebænk, fortæller Ane, 39.

LÆS OGSÅ: CHOK: ‘Forsidefrue’ på hospitalet efter voldsom blødning

Socialdemokraten Ane voksede voksede op på en villavejr i Fjerritslev med to søskende – to år yngre Lea og otte år yngre Teis. Mor Aino er socialrådgiver, familieterapeut og leder af Jammerbugts familiecenter, og far Per, gymnasielærer og aktiv i kommunalpolitik.

Hjemmet var en banegård

– Jeg har stadig meget Fjerritslev i mig i dag. Det er både byen, naturen og mit barndomshjem, som har formet mig. Det vil jeg tage med mig, uanset hvor jeg tager hen. Det er samtalerne i familien ved middagsbordet, håndboldhallen og Vesterhavet. Det er Fjerritslev skole og gymnasiet. Lige fra barnsben til jeg flyttede hjemmefra.

– Det her hjem har jo til tider også været en banegård af folk, der kom rendende. Vi var tre børn, som havde alle mulige venner med hjem, og det var aldrig til at forudse, hvor mange, der var til aftensmad.

LÆS OGSÅ: Elvira afslører: Mor forlangte 50.000 af mig

– I dag hjemme hos os i København har jeg svært ved at forestille mig, at rigtig mange af vores venner ville komme uanmeldt, man ringer eller sms'er altid først. Men her i Fjerritslev kom folk forbi, og de var altid velkomne.

De sunde familieværdier fra 1980’erne med sport, snakke ved middagsbordet og sommerkolonier har svære kår for en travl minister, der bor med sin mand, Peter, og børnene Knud på syv og Anna på fire år.

LÆS OGSÅ: Snyd i ‘Nybyggerne’? Nu forklarer Frederikke

– Jeg er altid blevet læst meget for som barn, så jeg læser meget med mine børn. Men teknologien er jo en anden i dag, og der skal gøres en større indsats for, at middagsbordet er middagsbordet. Men sandt at sige, så var middagsbordet i min barndom jo heller ikke med alle hver aften. Det stod ofte en tallerken ved mikroovnen, fordi der var en som skulle til sport.

Enhver passer sit

Man kan tage kvinden ud af Nordjylland, men ikke Fjerritslev ud af Ane.

– Jeg synes tit, at det nordjyske popper op i mig. Men det kan jo også bare handle om at komme fra et mindre samfund, hvor man kom hinanden ved på både godt og ondt. Jeg kunne jo sjældent gå i byen, uden at min far kunne høre alt om det hos bageren søndag morgen. Men på den anden side var det jo også helt utænkeligt at bo på en villavej som denne, uden at være noget for hinanden. Og som børnefamilie i dag kunne jeg da godt nogle gange bruge, at vi var lidt mere for hinanden. Det er meget enhver passer sit, hvilket betyder, at dem, som har for lidt at se til, er ensomme, mens de, som har for meget at se til, har svært ved at finde nærværet.

LÆS OGSÅ: Sød historie: Derfor fik Naja en talisman af Loay

– Fjerritslev har givet mig en solid tro på, at vi skal være noget for hinanden, at fællesskaberne kan noget, også selvom vi ikke er ens. Det kan også være en styrke, at vi ikke er ens. Og så har Fjerritslev lært mig, at hvis man vil have noget til at ske, så må man selv i arbejdstøjet. Mine forældre syntes, at der var for lidt musik i byen, så de skabte Musikkompagniet og lavede koncerter på gymnasiet. Det er jo de frivillige foreninger, som får vores fællesskaber til at løbe rundt.