Adam Prices tv-serie "Borgen" bliver til musical: Jeg glæder mig personligt

Sjællands Teater laver opsætning af DR's dramaserie "Borgen".

Sjællands Teater og Martin Lyngbo, i samarbejde med Lion Musicals, forvandler DR’s populære, prisbelønnede dramaserie "Borgen" til en ny, stor musical, når egnsteatret markerer DR’s 100-årsjubilæum på Slagelse Teater efteråret 2025.

LÆS OGSÅ: Tobias Dybvad deler stor nyhed med familien

Tv-serien "Borgen" er en af DR’s helt store seersucceser på tv-skærme i det ganske danske land såvel som i udlandet, hvor den er set i over 70 lande. 

Seriens hovedforfatter er Adam Price, og det er ham, der sammen med DR har givet Sjællands Teater rettighed til nu at opsætte det populære politiske drama som musical. Og det er intet mindre end en verdenspremiere, at "Borgen" nu for første gang nogensinde opføres som musical på Slagelse Teater i 2025.

- Alle os, der har arbejdet på den originale serie, har været utrolig glade, taknemmelige og stolte over seriens store succes både herhjemme og internationalt. Igennem årene har "Borgen" også været dramatiseret flere gange på teaterscener i udlandet, men endnu ikke i Danmark. Det er dygtige og erfarne kræfter, der nu kaster sig over stoffet, og jeg glæder mig personligt meget til at se seriens fortælling genopstå som politisk musikdramatik, siger Adam Price.

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen hyldes med ærespris

Opgaven med at omsætte Adam Prices politiske drama til en musical baseret på tv-seriens to første sæsoner har Martin Lyngbo påtaget sig. Hans DRACULA modtog Reumert-prisen som årets bedste musikteater i 2023, ligesom hans instruktion af INTET blev belønnet med en Reumert for bedste opera 2021. Derudover har Martin Lyngbo i sin tid som teaterchef på Mungo Park hele tre gange modtaget Reumert Juryens Særpris. Men derudover har Martin Lyngbo allerede erfaring i at omsætte en populær tv-serie til teaterforestilling med Aveny Teatrets to versioner af SKAM 1 og SKAM 2.

- Jeg så "Borgen", da den kom ud, og syntes, den var virkelig god. Stærke karakterer i rædselsfulde dilemmaer, det er godt dramatisk stof. Temaerne som magt og ansvar, kynisme og kærlighed er kun blevet endnu mere aktuelle, siden den blev sendt i tv, siger Martin Lyngbo.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel genkender ikke andre kvinders syn på at blive ældre: ”Det undrer mig”

Den 30. oktober 2025 går tæppet for en helt ny musicalversion af DR Dramas populære og prisbelønnede serie "Borgen", og du kan allerede nu købe billetter på sjaellandsteater.dk.