Karl fik selvtillid af ‘Bagedysten’: Jeg er blevet mindre genert

Det unge bagetalent håbede på at kunne blive mere udadvendt ved at deltage i ‘Den store juniorbagedyst’, og det er lykkedes, synes han selv.

Af Lykke Buhl - 11. april 2021 kl. 08:51

15-årige Karl Lykkegaard Knudsen fra Amager har længe drømt om at være med i ‘Den store bagedyst’. Derfor var det helt svært at tro på, da han pludselig befandt sig i den aktuelle junior-udgave.

– Det var meget vildt og virkelig sjovt. Det var lidt surrealistisk, når jeg altid har tænkt, om jeg kunne komme med i det rigtige, og så sagde min mor, at jeg kunne melde mig til det her, forklarer Karl, der er blandt de otte dygtige bagetalenter, der slap gennem nåleøjet.

SE BILLEDERNE: Martin Jensen havde datteren med i ‘X Factor’

Den store oplevelse var dog også noget af en mundfuld med en masse nye indtryk og ikke mindst et uvant tidspres.

– Det var virkelig hårdt. Jeg var rigtigt nervøs og virkelig stresset derinde til at starte med, og jeg glemte at putte ting i kagerne og sådan noget, men jeg blev mindre og mindre stresset jo længere, jeg kom, forklarer Karl.

Karl har fået masser af ros af dommerne og en flok gode nye venner af ‘Den store juniorbagedyst’

Karl i ‘Den store juniorbagedyst’ (Foto: Carsten Mol/DR)

LÆS OGSÅ: Ude af ‘Den store juniorbagedyst’: Jeg blev rigtig ked af det

Mindre genert

Som man har kunnet se i programmet, så forhindrede stressen dog hverken Karl i at hjælpe sine kagekonkurrenter eller i at levere imponerende kager til dommerne.

Deltagerne var nemlig allerede blevet gode venner på de forberedende dage op til optagelserne – for ellers kan Karl godt betegne sig selv som lidt til den generte side. Hans forhåbning med at deltage i programmet var da netop også at kunne blive mere udadvendt og selvsikker, og det er lykkedes.

– Jeg er i hvert fald ikke lige så genert, som før jeg begyndte. Jeg har ikke rigtigt kunne teste det bagefter, fordi der har været corona, men jeg synes selv, jeg er blevet mindre genert, siger Karl med et smil.

LÆS OGSÅ: ‘De unge mødre’ vender tilbage – med to nye mødre

For ham gjorde det godt at blive kastet direkte ud i kagekonkurrencen, der hurtigt føltes mere som et fællesskab med gode venner end en benhård konkurrence.

– Det har gjort mig mindre genert, fordi man bare blev sat sammen med syv nye personer, som man skulle lære at kende og blive venner med. Vi er alle sammen rigtigt gode venner og har stadig kontakt sammen, fortæller Karl, der til daglig går i 9. klasse på Amager Fælled Skole.