Psykisk pres i 'Hell's Kitchen': Flere deltagere forlader programmet - Her & Nu

Psykisk pres i ‘Hell’s Kitchen’: Flere deltagere forlader programmet

I aftens afsnit af ‘Hell’s Kitchen’ var der blod, sved og tårer på menuen. 

Af Lotte Røntved - 16. september 2020 kl. 20:58

Servicen på det røde hold gik helt i vasken I aftens afsnit af ‘Hell’s Kitchen’. Det affødte voldsomme reaktioner hos især Elly, Marie og Adelaide.

Adelaide gav sig selv skylden for holdets nederlag, og i et forsøg på at redde sine holdkamerater valgte hun at kaste forklædet i ringen og forlade konkurrencen.

– Jeg havde fået de ting ud af det, som jeg gerne ville. Jeg havde bevist overfor mig selv, at jeg godt kan de ting, som jeg skal. Derudover var der en masse unge mennesker derinde, som jeg syntes fortjente muligheden for at gå videre, fortæller Adelaide til Realityportalen.

Maries exit

Adelaide blev ikke den eneste, som forlod ‘Hell’s Kitchen’ i aftenens afsnit. Marie og Mathilde blev begge nomineret af Elly, og efter en halvhjertet forsvarstale måtte Marie aflevere sit forklæde til Jakob Mielcke og sige farvel og tak til ‘Hell’s Kitchen’.

– Jeg var glad for den tid, jeg var der, men det var nok. Jeg havde ikke lyst til at være derinde mere, hvilket også var derfor, at jeg var lidt opgivende i min forsvarstale til Jakob Mielcke. Derudover stod jeg ved siden af  Mathilde, som jeg vidste virkelig brændte for at komme videre, fortæller Marie til Realityportalen.

Presset psykisk

Hverken Adelaide eller Marie lægger dog skjul på, at det ikke udelukkende var for de andres skyld, at de forlod konkurrencen.

– Jeg syntes, at det var hårdt at være med i Hell’s Kitchen både fysisk og psykisk. Man er på 24 timer i døgnet, og det er ikke altid sjov at være der, fortæller Adelaide.

– Jeg blev presset psykisk i ‘Hell’s Kitchen’. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke er specielt god til at lave TV. Jeg lider lidt af sceneskræk, så jeg lagde mere låg på mig selv, fordi der var kameraer overalt, som filmede os konstant, fortæller Marie.

Kumre Forhold og ingen luksus 

Forholdene i ‘Hell’s Kitchen’ levede op til programmets navn, og de var med til at afføde det psykiske pres, som begge deltagere oplevede.

– Vi boede allesammen i en kælder, hvor vi sov i en sovesal. Det var hårdt slet ikke at have noget privatliv, fortæller Marie.

– Vi fik rigtigt dårlig mad. Vi fik slet ikke lov til at spise det mad, som vi selv lavede og serverede. Det var som at være på en spejderlejer, og der var over 30 grader i den sovesal, vi sov i. Men det  var jo det, som vi havde meldt os til. Det var bare svært nogle gange, fortæller Adelaide.