Journalist anholdt: Slog Brad Pitt i ansigtet

Hollywood-stjernen Brad Pitt blev onsdag aften lokal tid slået i ansigtet i forbindelse med, at han skrev autografer i Los Angeles.

En ukrainsk journalist er blevet anholdt i sagen, og det er ikke første gang, at manden går til angreb på en kendis.

Superstjernen var på stedet i forbindelse med premieren på filmen "Maleficient", hvor Pitts bedre halvdel, Angelina Jolie, medvirker.

Leonard Calderon fra politiet i Los Angeles fortæller til CNN, at en mand sprang over en afspærring uden for El Capitan Theatre og gik til angreb på skuespilleren.

Manden, der er en 25-årig ukrainsk journalist, er nu anholdt. Han har tidligere været indblandet i angreb af mere eller mindre alvorlig karakter på kendte.

LÆS OGSÅ: Glee-stjerne stjal præsidentens lokumsrulle

Har lavet eskapader før

Mandens seneste eskapade var ved filmfestivalen i Cannes, da han i forbindelse med premieren på filmen "How To Train Your Dragon 2", fik stukket hovedet op under kjolen på skuespillerinden America Ferrera.

Tidligere i år lykkedes det manden at komme helt tæt på skuespilleren Leonardo DiCaprio og kramme hans knæ.

Tilbage i 2012 gik mandens nærgående metoder ud over Will Smith under en filmpremiere i Moskva.

Ved den lejlighed forsøgte manden at kysse skuespilleren, som dog forsvarede sig ved at skubbe manden væk og stikke ham en mindre lussing.

Onsdagens angreb på Brad Pitt var dog ikke mere alvorligt, end at han og Angelina kunne fortsætte deres gøremål.

Ifølge politiet er sagen da heller ikke mere alvorlig end, at manden risikerer en sigtelse for simpel vold.

/ritzau/AFP

LÆS OGSÅ: Hot skuespillerinde dropper sin forlovede

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.