Jonna smider Carsten ud: Vi ville aldrig få et sundt ægteskab

Det arrangerede ægteskab led skibbrud, da hun bad Carsten pakke sine syv sager og forlade matriklen. Her taler parterne ærligt ud om skilsmissen.

Af Kenth G. Madsen - 30. september 2021 kl. 20:29

Et skænderi om morgenen mellem Jonna Lis Pedersen og Carsten Thybo Nielsen på hendes lille landsted i Fredericia blev årsagen til, at hun senere bad ham om en samtale, og det blev et skæbnesvangert øjeblik for parforholdet. Her bad hun ham nemlig om at pakke sin sager og forlade huset. Det var seerne vidne til i aftenens afsnit af ‘Gift ved første Blik’.

LÆS OGSÅ: WTF: ‘Familien fra Bryggen’-stjerne efterlyst

Overfor HER&NU/Realityportalen prøver Jonna og Carsten at sætte ord på, hvorfor parforholdet led skibbrud.

– Vi har ikke haft kontakt med hinanden siden juni. Jeg fik et pusterum, indtil sæsonen begyndte at blive sendt på tv, og så vender hele oplevelsen tilbage, og jeg må gennemleve det endnu engang. Det har ikke været let at navigere i, erkender den 55-årige regnskabschef.

Artiklen fortsætter under videoen, hvor man kan se Janni og Karsten snakke om, at Karsten tror, han snart skal dø.

– Jeg følte, at der var en dårlig stemning allerede efter tre dage i mit hjem, men intet af det blev filmet, og derfor kommer bruddet formentlig som en bombe for seerne. Jeg har dog talt dagligt med min nære relationer i de to uger, hvor vi var i mit hjem. Bruddet er for bestandigt, understreger Jonna, der i afsnittet konstaterer, at den er helt galt med kommunikationen.

I afsnittet smider hun bomben på terrassen.

– Vi er så langt fra hinanden. Så du må gerne gå i gang med at pakke. Jeg vil gerne have, du rejser dig nu, siger hun, mens Carsten prøver at acceptere den nøgne sandhed oven på ægteskabelige forviklinger.

– Tak for denne gang, siger Carsten, pakker sine sager og kører af sted i sin bil.

Carsten: Vi gik fuldstændig fejl af hinanden

Bagefter må Jonna indrømme, at hun er led og ked af det hele. Og sådan synes Carsten også, at det er for ham, da han kører ud ad indkørslen.

– Jeg vil ikke uddybe det særlig meget, ud over hvad man kan se på tv. Men her efterfølgende kan jeg se, at vi gik fuldstændig fejl af hinanden, siger den 59-årig socialpædagog fra Skanderborg, og uddyber oplevelserne som medvirkende i ‘Gift ved første blik’.

LÆS OGSÅ: Karsten Ree: Jeg er ved at dø

– Med eksperimentet har jeg lært, hvor vigtigt det er at sætte grænser og stole på sin egen dømmekraft. Det har så afgjort været en oplevelse for livet, en proces og på mange fronter gjort mig stærkere og meget mere bevidst om mine værdier, siger han afklaret.

Og Jonna har ikke fortrudt punktummet i forholdet.

– Ovenpå to uger med dårlig stemning, og den ene konflikt der afløser den næste, hvilket er opstået ud af småting, var batterierne helt flade. Og jeg skulle lige lande, finde mig selv og samtidig finde hoved og hale i, hvad disse uger havde bestået af? Jeg var derfor både lettet, træt og følte helt klart, at det var den eneste rigtige beslutning for mit vedkommende. Carsten og jeg er meget forskellige på flere områder, så jeg tror aldrig, vi ville kunne få et sundt og godt ægteskab. Jeg kommer aldrig til at sige, om jeg kan leve op til en mands forventninger, men jeg kommer til at sige, at en mand skal gøre sig fortjent til min kærlighed, siger hun.

LÆS OGSÅ: ‘Gift ved første blik’-Jonna: Klar på nyt ægteskab