Janni Ree langer ud igen: Jeg synes, det er så grotesk!

Selvom det nu er mange måneder siden, at dramaet i Skagen udspillede sig, så er det hårdt for stjernen fra 'Forsidefruer' at gense det hele. Efter episoden er blevet vist, har hun modtaget massevis af reaktioner fra folk.

Tilbage i juli var Gunnvør Virgarsdóttir, 38, og Janni Ree, 50, en tur i Skagen, hvor det hele tog en dramatisk drejning, da de skulle ud og opleve at stå på Grenen med en fod i hvert hav. For i strandkanten lå en lille sælunge og led, mens massevis af turister ikke ville lade den være, og de to fruer blev i den grad involveret i problemet. 

Det hele bliver vist i det nyeste afsnit 'Forsidefruer', og selvom oplevelsen nu ligger mange måneder tilbage i tiden, vækker afsnittet ubehagelige følelser hos Janni Ree.

LÆS OGSÅ: Thomas Blachman åbner op: Det er en stor sorg

- Det er hårdt at se det igen, fordi jeg bliver mindet om den lille sæl og moren, der kæmper for sin unge. Og at folk ikke har respekt. Man ser det ikke i afsnittet, men de sidder på ungen, vil ride på den og tage billeder af den. Jeg synes, det er så grotesk, og det gør så ondt i mit hjerte at gense det, fortæller en oprørt Janni Ree til Realityportalen.

Hun tilføjer:

- Jeg bliver nærmest helt gal igen over danskernes opførsel. Jeg synes, det er skamfuldt at være dansker. At man ikke kan respektere et dyr, der ligger på stranden og ikke har det godt.

I over en time kæmpede Janni og Gunnvør på stranden, hvor de prøvede at holde forældre og børn væk fra sælen, der tydeligvis var syg eller skadet. Imens ventede de på hjælp og havde både kontaktet Dyrenes Beskyttelse, Naturstyrelsen og politiet.

- Vi er nærmest helt dehydreret og render rundt, og folk bliver bare ved, der var så mange mennesker, der skulle ud på Grenen den dag, og folk vader rundt og skræmmer moren væk. Jeg synes, det er frygteligt, siger Janni.

LÆS OGSÅ: Türker afslører: Så meget får jeg i løn

Sådan reagerer folk

Det ender med, at Naturstyrelsen ankom og konkluderede, at sælen var syg af lungeorm. Derfor kunne den ikke holde vejret og dykke, og af den grund blev den skudt.

Efter hele episoden er blevet vist i 'Forsidefruer' i det afsnit, der til nu har været tilgængeligt på Viaplay, har Janni Ree modtaget en masse positive reaktioner fra folk på sociale medier.

- Det vælter ind med kommentarer om, hvor seje og gode Gunnvør og jeg er. Folk skriver, at de tager hatten af for, at vi kæmper et brag af en kamp. Vi har kun fået positiv respons. Virkelig, virkelig mange beskeder hvor folk roser os op til skyerne, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: LISTE: De kendtes specielle børnenavne

Reaktionerne har været med til at gøre, at Janni føler, kampen var det hele værd.

- Jeg var oprevet, og det ødelagde vores tur. Så det er jo rart at få et skulderklap for indsatsen – og jeg ville gøre det igen. Jeg overvejer at stå vagt næste sommer.

Siden den dag er der blevet sat endnu flere skilte op af Frederikshavn Kommune og Naturstyrelsen, der fortæller, at man skal holde 50 meters afstand for, at sælerne kan få ro. Det var nemlig langt fra første gang, at en sæl lå i strandkanten for at tage et hvil og blev forstyrret af folk, der blandt andet gerne ville fotografere den.

Janni og Gunnvør kæmpede videre for sælen ved blandt andet at gå til Veganerpartiet med historien.

LÆS OGSÅ: 10 realitystjerner du ikke vidste havde børn

Herunder kan du se den dramatiske episode i Skagen. Se hele afsnittet på Viaplay og på TV3 i aften klokken 20.00.