Instagramstjerne i dyb sorg: Jeg er gået i stykker indeni

Sundhedseksperten Michelle Kristensen er knust, for hun har mistet en af de vigtigste kvinder i sit liv.

Af Caroline Grønne Wigdal - 1. februar 2021 kl. 17:27

På 36-årige Michelle Kristensens Instagram-profil har der altid været en del opslag, som viser hendes 93-årige mormor. Som følger har man derfor med tiden haft mulighed for at lære ‘Smøgdronningen’ ganske godt at kende.

Men i dag fremgik det af Michelles post på Instagram, at hendes mormor nu har røget sin sidste smøg.

LÆS OGSÅ: Håndboldstjernernes private lykke: Flotte scoringer

– Flyv så fint, Smøgdronning. Jeg føler, jeg er gået lidt i stykker inden. At der mangler noget i mit hjerte, og at her er tomt. Tomt i udestuen, hvor hun elskede at sidde og ryge. Tomt i køkkenet, hvor hun har lavet havregrød hver morgen i over 70 år, og tomt i stuen, hvor hun har været den sidste tid, skriver Michelle på sin Instagramprofil.

Michelle Kristensen oplyser ikke, hvad mormoren præcis døde af. Men hun havde smerter, som de sidste dage tog til. Derfor var hele familien omkring hende og kunne tage afsked med hende i hjemmet i Nordjylland.

LÆS OGSÅ: Mads i svært dilemma: Passer på familien

Hun ønskede ikke at tilbringe sine sidste dage på et plejehjem, og derfor fik hun besøg af sygeplejersker og hjemmeplejere i hjemmet.

– Vi fik sagt alt, der skulle siges. Også at jeg aldrig ville glemme hende, og at når jeg er ved at flække over af savn, så kan jeg kigge op på stjernerne og vide, at hun er hos mig. Elsker dig mormor. Sov dejligt, skriver Michelle i samme opslag.

Hun kaldte sin mormor for ‘Smøgdronningen’, fordi hun i sit liv har røget, siden hun var 17 år. Man så hende altid med en smøg i munden, og det sidste stykke tid måtte Michelle Kristensen tænde smøgen for hende, da hun var for svækket til at gøre det.

LÆS OGSÅ: Janni Ree opløst i tårer: Livet er sårbart

– Smøgdronningen kan ikke ryge mere, fordi hun ikke kan lave suge-bevægelse, men hun vil så gerne. Så jeg har i går og i dag tændt en smøg, taget nogle overfladiske sug og pustet røg ind i munden på hende. Så hun kan dufte og smage det. Og så børster jeg kraftigt tænder og tungen bagefter, fortalte Michelle for få dage siden og gav udtryk for, at det må være den største kærlighedserklæring, hun kunne give.

LÆS OGSÅ: TILLYKKE! TV 2-par venter barn