IKKE VIST PÅ TV: Sådan begyndte Jaffer og Louises skuespil

Jaffer var på ingen måde i tvivl om, at Louise skulle have hans første rose. Hun gjorde på mange måder et helt særligt indtryk på ham.

Hvis man har set dagens afsnit 'Bachelor', ved man, at den nye bachelor, Jaffer Janjooa, og Louise meget pludseligt og med stor indlevelsesevne kaster sig ud i at opføre et dramatisk stykke teater for øjnene af alle de andre piger i huset.

Det sker kort efter Jaffers ankomst, hvor de alle sammen er godt i gang med at mingle og lære hinanden at kende.

LÆS OGSÅ: 'Bachelor'-date afslører: Sådan er Casper, når kameraet er slukket

Det fremgår dog ikke rigtig af programmet, hvordan de to ud af det blå ender med at stå og opføre en dialog, som handler om morgenmad.

- Det sjove var, at lige inden det, havde Malene og jeg lavet en ’Baby Shark’-optræden. Fordi vi sad og snakkede, og hun sagde, at hun havde sunget ’Baby Shark’ med de andre piger i huset. Så sagde jeg til hende: ”Lad os da gå op og vise de andre, hvordan man synger ’Baby Shark’.", fortæller Jaffer til Realityportalen.

Malene var dog ikke med på at optræde for de andre piger - hun efterlod Jaffer alene, og han måtte selv synge for de andre. Den optræden har produktionen desværre ikke klippet med i afsnittet.

- Men så ender jeg jo med at stå der med alle pigerne, og så begynder de at tale om morgenmad. Så starter jeg den bare der. Jeg fanger, at Louise er i gang med at fortælle en historie om, at de er til en eller anden morgenmad inde i huset, og så manglede der noget mælk eller noget i køleskabet, fortæller Jaffer og fortsætter:

- Så sagde jeg til Louise, at hun skulle da lave det meget mere dramatisk, når der manglede noget. De er jo inde i et hus hele tiden på grund af optagelserne og corona, og hvis der manglede skummetmælk i mit køleskab, så ville det da være den største tragedie hele dagen, griner han.

Teaterstykket kan man altså se i 'Bachelor', og at Louise var så frisk og straks spillede med på Jaffers idé, gjorde indtryk på ham og gjorde det nemmere for ham at beslutte, hvem han ved aftenens afslutning skulle give sin første rose og dermed invitere med på en date.

- Det kom ud af ingenting. Det var også det, der fangede mig, og derfor fik hun min rose. Det var bare mig og hende, der stod med alle pigerne omkring os, og Louise var bare sindssygt med på den. Der var ingen tvivl om, at hun skulle have rosen.