I beautyboxen med Mascha Vang: Troels farver mit hår

Bloggeren Mascha Vang byder indenfor i sin beautybox.

Bobler i lind strøm, CBD-dråber og hjemmefarvning er lidt af det, der holder Mascha Vang laber under lockdown.Der har mildt sagt ikke været meget at grine af, siden landet lukkede ned for et år siden. Jo, vi har da moret os kongeligt over de mere eller mindre vellykkede Corona-lockdown-lokker, som florerede på de sociale medier. Men de fleste af os er efterhånden desperate af længsel efter frisørens kyndige hånd. I mangel af bedre springer vi så ud i diverse DIY-beautyprojekter - eller som i bloggeren Mascha Vangs tilfælde - får kæresten Troels Krohn Dehli til at smøge ærmerne op.

- Min kæreste Troels har farvet mit hår, og det gjorde han virkelig godt, så klippede jeg ham til gengæld. Jeg trænger også til at blive klippet - men det overlader jeg dog ikke til ham, lyder det skælmsk fra Mascha Vang, da hun byder HER&NU indenfor i boudoiret. Udover en professionel klipning, er den 41-årige bloggers dosmerseddel over de behandlinger, hun savner fra 'de liberale erhverv med tæt fysisk kontakt', alenlang.
- Jeg savner at tage på spa-weekend med min kæreste helt vildt meget! Og så trænger jeg til at få ordnet negle og vipper, at træne med min personlige træner og diverse ansigtsbehandlinger. Den ekstra tid bruger Mascha Vang i stedet på at udbygge sit forretningsimperie. Hun har snart afsluttet sin coach uddannelse hos guruen Sofia Manning og har både smykker, bøger og selvbrunere i støbeskeen.

Boss lady

- Jeg er i fuld gang med at designe nye smykker til min smykkekollektion, som jeg lancerede i november sidste år. Der er en hel masse praktisk med produktion og udlandet, da det er mig selv der står for det, og det ikke blot er et samarbejde, jeg sætter mit navn på. Det er en ret spændende proces, siger Mascha Vang, der også er ved at lægge sidst hånd på en bog, som udkommer til efteråret samt at gentænke sin selvbruner-serie. - Jeg ved at få lavet nyt design og strategi for min selvbruner-serie og udvikle nye produkter i den sammenhæng. Alt tager bare så pokkers lang tid på grund af Corona, så nogle dage er jeg ved at rive håret ud af hovedet i frustration, men jeg skal vist ikke klage...

KOM MED INDENFOR I MASCHA VANGS BEAUTYBOX:

Boblebad

- Champagne er med til at give mig glæde og velvære under et dejligt karbad - det er ikke at kimse af. Alt behøver ikke være 'greens' og friskpressede juicer - det er det også - men ikke altid, siger Mascha Vang og nævner 'Gosset Grand Millesime' som én af hof-favoritterne.

- Når jeg er i Kolding (Mascha pendler mellem Kolding of København, red.) tager jeg en del lange, varme karbade med hårkur, ansigtsmaske og beroligende olier. Nytårsaftensdag glemte jeg dog, at jeg var ved at fylde badekarret, så det endte i en vandskade i spisestuen neden under. Derefter tog jeg lige en kort pause fra de spa-dage...

LÆS OGSÅ: Ærlige Sarah Grünewald om forholdet til Ben: Jeg skubber ham væk

Silkehud

- Jeg indtager dagligt 'The Solution' kollagenpulver (498 kr.) fra 'Oslo Skin Lab', som forebygger og reducerer rynker og appelsinhud og 'The Super Elixir Alkalising Greens' fra WelleCo (fra 799 kr.), som er et alkalisk plantebaseret kosttilskud i pulverform, fortæller Mascha Vang. Derudover sværger bloggeren til danske Beauté Pacifiques A-vitaminrige creme 'Super 3 Booster' (599 kr.) om natten, iS Clinicals 'Youth Intensive Creme' (1910 kr.) om dagen og fillers efter husbehov.

- Jeg får Botox i panden, og hvor behandleren ellers mener at der er behov for det. Det har jeg et ret godt forhold til - det er lige med at finde den rette balance i det. Jeg tror faktisk, at jeg får mindre Botox nu end tidligere, da jeg gerne vil have, at der er noget mimik der følger min alder. Jeg har til tider fået Restylane i mine læber, men det bliver sjældent ret godt, så jeg ender ofte med at fortryde det og få det opløst igen. Mange tror at jeg har fillers i mine kindben - men det har jeg altså ikke. Og jeg ville i øvrigt ikke have noget problem med at fortælle det, hvis jeg havde.

LÆS OGSÅ: I beautyboxen med Annemette Voss: Smilerynker er nu engang de smukkeste

Sammen på afstand

- Jeg går en del ture - gerne mellem 10-20.000 skridt om dagen. Nogle dage er det med en lydbog i ørerne, hvor jeg kan lære noget nyt, eller også klarer jeg nogle telefonmøder undervejs. Når jeg er i København sørger jeg for at have en ny person at gå med hver dag. På den måde får jeg dækket noget socialt og får set folk udover at følge med i deres liv via de sociale medier. Det giver mig en enorm glæde.

On the rocks

- Jeg bruger krystaller overalt i hjemmet og i min skønhedspleje. Når jeg går i karbad har jeg f.eks. en rosenkvarts sten i badevandet, jeg har en under min hovedpude og forskellige andre sten rundt om i hjemmet og i de smykker jeg bærer, fortæller Mascha Vang, der også bruger energisten og krystaller i sin smykkeserie.

Find smukke krystaller til krop og hjem her: Noell Crystals, Soulful, Crystallab og Bliv Hel.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-ekspert fanget i gældskaos: Brugte fars arv på drinks

Drømmeland

- Jeg indtager CBD-dråber hver eneste dag - det giver mig velvære og en indre ro, afslører Mascha Vang. Hun indtager (ikke-euforiserende) CBD-dråber og melatonindråber hver aften inden sengetid. Forløbet omkring sine søvnproblemer beskriver Mascha på bloggen.

- Hver aften tager jeg melatonindråber for at sove godt. Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skulle gøre uden CBD og melatonin, men jeg har endnu ikke et favoritbrand, jeg tester stadig, hvilke der fungerer bedst for mig. Men jeg er særlig opmærksom på produkter med CBD fra hampplanten i, som er en potent kilde til antioxidanter. Det skal man virkelig holde øje med - de er meget længere fremme i andre steder i verden.

LÆS OGSÅ: Amalies vilde vægttab: Sådan tabte jeg mig