Nik & Jay giver musik-bidrag til Røde Kors

Singlen "De Vigtigste Skridt" fra duoen Nik & Jay bliver musikalsk symbol for årets Røde Kors-indsamling.

Når danske indsamlere den 5. oktober går ud for at stemme dørklokker og samle penge ind til Røde Kors, er det en vigtig bedrift, mener pop-duoen Nik & Jay, der netop har sendt singlen 'De Vigtigste Skridt' på gaden.

Singlen er duoens eget musikalske bidrag til Røde Kors. Den skal nemlig skabe opmærksomhed om landsindsamlingen.

- Vi har det sådan, at man har en pligt i vores område af verden til at gøre noget, hvis man kan. Og det gælder også sådan nogle privilegerede musikere som os, der har muligheden for at skabe opmærksomhed med vores musik eller ansigter, siger Jannik Thomsen, bedre kendt som Jay.

- Der er en tilfredsstillelse i at kunne give noget, om det så bare er en lille bitte smule. Normalt er velgørenhedsarbejde ikke noget, vi skilter med, at vi laver, men nogle gange er der nogen, der har brug for vores ansigter, siger han.

LÆS OGSÅ: Nik overrasker: Vild med genbrugstøj

Skal selv på gaden

Med konflikter blandt andet i Syrien, Irak, Sydsudan og Ukraine, er der mange steder mennesker, der har brug for hjælp. På indsamlingsdagen vil Jay således også være at finde med en indsamlingsbøsse i hånden.

- Jeg har ikke været ude og samle ind før, men denne gang gør jeg det. Enten samler jeg ind i mit lokalområde, som er Vesterbro, eller også tager jeg til mit barndomskvarter i Værløse og samler ind med min lillebror, fortæller han.

Ud over at levere kampagnemusik til Røde Kors er Nik og Jay også hovedpræmien i Røde Kors' gymnasiekonkurrence, hvor danske gymnasier konkurrerer om at skaffe flest indsamlere. Vindergymnasiet får i år en gratis koncert med duoen.

LÆS OGSÅ: Natacha Nikita: Derfor er jeg single igen

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.