Helt tæt på Beha-sønnerne: Nyt projekt

Emil, Theis og Alfred har kurs mod succes.

Af Nikolaj Vraa - 14. marts 2021 kl. 08:58

I generationer har danskerne fulgt med i familiens rejser i hele verden. Mange har nydt at se deres tv-programmer, læse rejseberetningerne og ikke mindst møde dem ved deres mange foredrag rundt omkring i Danmark. De populære foredrag har Covid-19 indtil videre sat et stop for, men det har blot fået Emil, 31, Theis, 28, og Alfred, 21, til at være kreative. Nu inviterer de i stedet ombord i en række liveudsendelser gennem havana.dk

– Det har jo ikke været det sjoveste år at være foredragsholder. Vi har fået aflyst næsten alt. Det er meget få ting, der har kunne gennemføres. Men vi har så fundet vejen online i stedet for, og på den måde er det blevet en oplevelse, som man aldrig ville kunne få ude i foredragssalen, fortæller Emil, der sammen med sine to yngre brødre har hygget sig med at få det nye projekt på skinner.

LÆS OGSÅ: Helt nyt look: Kan du kende Jackie Navarro?

Havana ligger for tiden syd for København og venter på at komme ud og sejle igen (Foto: Henrik R. Petersen)

I sidste uge sendte de fra Wallenberg, hvor deres forældre, Marian og Mikkel Beha Erichsen, viste rundt med Emil bag kameraet og Alfred i kabyssen.

– Det er sjovt at få spørgsmål fra seerne undervejs. Så når nogen spørger, hvordan vi sover i søgang, så kan vi smide Theis op i en køje og vise, hvordan vi ligger spændt. I det hele taget er skibet et fantastisk udgangspunkt. Det er let at vække minderne, når vi er ombord, for de er alle steder. Vi har sat Havana meget i stand, siden vi kom hjem fra jordomsejlingen, men den dufter som den plejer. Det er et dejligt sted at stå og fortælle historier fra.

LÆS OGSÅ: Svensk kronprinsessepar smittet med corona

Gennem havana.dk har brødrene sendt flere programmer direkte fra Havana. I sidste uge sendte de for første gang fra Wallenberg (Foto: Henrik R. Petersen)

Dejligt i Danmark

Til sommer sætter de igen ‘Kurs mod danske kyster’ med Wallenberg. Det er planen, at de denne gang skal sejle nord om Skagen og ned langs Vestkysten, gennem Kielerkanalen til det sydlige Danmark og slutte på Bornholm og Christiansø. Det bliver igen til en serie, der skal sendes på TV2.

– Jeg har altid elsket at sejle i Danmark. Det har jeg ikke noget imod, at vi skal i et par år. Der er virkelig mange dejlige steder. Det er fint at finde tilbage til rødderne, siger Emil, der dog har ondt af sin lillebror Alfred.

– Han er hårdest ramt af os. Han skulle i foråret have været afsted på en tur på 12-18 måneder i Stillehavet. Det er blevet udskudt på ubestemt tid. De unge lider i det her. Vi andre har været ude og få en masse opleveler og har nemmere ved at vente på, det bliver overstået.

LÆS OGSÅ: Fandt ikke kærligheden: Mathias har ikke opgivet håbet

Emil har brugt nedlukningerne til at være ekstra meget sammen med kæresten Louise og deres søn, Hugo, på to et halvt.

– Der har været masser af kvalitetstid med familien. Lige så forfærdelig baggrunden er, lige så rart var det pludselig at få en masse tid forærende med sin søn og kæreste. Det har givet vores lille familie noget tid, vi ellers ikke havde haft, men det er frygteligt at tænke på alle de syge og døde, og dem, der har mistet deres arbejde og forretning, fortæller den 31-årige sejler, der glæder sig over tegnene på, at verden måske er på vej tilbage til noget, der minder om det, vi har været vant til.

– Det seneste år har virkelig givet mig lyst til ikke at lægge planer. Det er så let at blive skuffet. Nu tager vi en tur i Wallenberg og det kan være, Havana også skal luftes i de danske havne til sommer. Og så håber jeg at komme på landevejen og møde mennesker og holde foredrag for dem i efteråret.

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth indlagt