Hård kritik mod DR: ’X Factor’ er mobning

Deltagerne i 'X Factor' ender som mobbeofre, mener kendt børnepsykolog. DR er uenig.

Seerne har fået mere magt i denne sæson af ’X Factor’, hvor DR har gjort det muligt at stemme via appen. Det har fået langt flere til at stemme, men der er også negative sider ved de nye tiltag. Nu kan seerne nemlig også stemme på den dårligste, og det er ikke i orden, mener børnepsykologen John Halse.

- Det at tale ordentligt til hinanden og ikke være ekskluderende bliver totalt smadret her. Det nye element er kun med til at understrege, at det er blevet ekskluderende, og at vi kan tillade os at pege fingre ad andre, fortæller han til BT og fortsætter:

- Danmarks Radio trækker 180 grader i den modsatte retning, end hvad man i hjemmet og i institutionerne gerne vil oparbejde. For det er et mantra i skolerne, at man skal være inkluderende, uanset hvilken adfærd du har, eller hvordan du ser ud.

LÆS OGSÅ: Citybois: Sådan tackler vi fan-hysteriet

Dommerne deltager

Ifølge John Halse er det ikke kun seerne, der står for mobning. Både Thomas Blachman, Lina Rafn og Remee er også med, og det forværrer situationen.

- Når vi kigger på mobningsforskning, som også bliver brugt i skolen, så er noget af det grummeste, vi kommer ud for, når læreren, altså en voksen, deltager i mobningen. Når de voksne kan, kan jeg også, tænker børnene. Så får vi den samme tone eller i hvert fald en øget risiko for det, mener John Halse.

LÆS OGSÅ: Efter ‘X Factor’-exit: Lina og Sophia fortsætter samarbejdet

DR afviser blankt

Hos DR er man dog langt fra enig i John Halses udlægning af sagen, og man er slet ikke enig i, at deltagerne bliver mobbeofre.

- Jeg kan på ingen måde sammenligne det med mobning. Det er et talentshow, hvor man tager alle dem, der kommer, alvorligt ved at fortælle dem sandheden, siger Jan Lagermand Lundme, underholdningschef hos DR, til BT.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man åbent og ærligt kan tale om, om deltagerne har talent eller ej. For det er det, programmet går ud på. De, der optræder, kommer jo for at få en vurdering.

Hvad synes du? Mobber DR deltagerne, eller er det bare det, man må tage med, når man stiller sig op på tv?

LÆS OGSÅ: Remee om deltagerne: De er som små søskende for mig

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser