Gravide Anna Stokholm glæder sig: Jeg skal føde hjemme

Anna Stokholm får nok at se til, når hun skal føde sit første barn hjemme. Mon der er tid til at lave endnu en sæson af 'Sygeplejeskolen', hvis det bliver aktuelt?

Amorinerne blomstrer stadig i 1953 i fjerde sæson på sygeplejeskolen på Fredenslund hospital mellem dr. Friis og sygeplejeeleven Lis Sommer, spillet af Anna Stokholm.

Resultatet af amorinerne i Annas privatliv med skuespilleren Simon Stenspil, kendt fra ”Badehotellet” og som vinder af ”Vild med dans” i 2018, kan ses tydeligt under Annas bluse. Hun har termin 3. november med parrets første barn, og det går rigtigt godt.

LÆS OGSÅ: Hed flirt i ‘Robinson Ekspeditionen’: Hun er røvhamrende lækker

– Jeg skal føde hjemme. Simons ældste søster er jordemoder, og hun skal være med til fødslen. Vi fik mulighed for at blive tilknyttet Region Sjælland, som har en fantastisk hjemmefødselsordning.

Artiklen fortsætter under videoen.

Vi lærer alle tre jordemødre at kende på forhånd, så vi kender den, som rent faktisk kommer på dagen, og som tager med på hospitalet, hvis vi får brug for det, fortæller 33-årige Anna Stokholm.

Fødsel uden afbrydelse

– Det giver enormt meget mening at føde hjemme og kende jordemoderen i forhold til at være i fødsel og få oxytocinet (”kærlighedshormonet”, der styrker moderens tilknytning til barnet, red.) til at flyde frit i kroppen uden at blive afbrudt af at blive kørt ind på et hospital, uddyber Anna, som også af en anden grund har valgt en hjemmefødsel. Nemlig den generelle situation på hospitalerne.

LÆS OGSÅ: ‘Forsidefruer’-babe er blevet gift

– Det er jo meget pres på hospitalsvæsnet lige nu, og jeg forstår så udmærket, at sygeplejerskerne strejker i forhold til, at de ikke har ordentlige arbejdsforhold. Det samme for jordemødrene, ja, hele sygehusvæsnet generelt. Derfor har jeg valgt at skulle føde hjemme. Det er jo ikke på forhånd til at vide, om man havner der en dag, hvor der er masser af stress, eller en dag, hvor det bliver fantastisk.

Stor tillid

Statistikken for, at en førstegangsfødende gennemfører en hjemmefødsel, er ifølge Anna ikke så høj, men det bekymrer hende ikke.

– Der er mange, som kommer ind på hospitalet, men det gør mig ikke noget, det er jeg beredt på. Og skal det være et kejsersnit, så bliver det det. Jeg har tillid til, at dem, der hjælper mig, gør det bedste, de kan.

LÆS OGSÅ: Tina Lund tager hårdt valg: Min far siger, jeg begår en fejl

Hverken Anna eller Simon har ønsket at kende barnets køn på forhånd, så der venter en stor overraskelse for parret til november. Og når foråret så kommer, håber Anna på at være klar til at trække i kitlen og kappen igen.

– Jeg regner med et halvt års barsel og vil da elske, hvis der bliver en femte sæson af ”Sygeplejeskolen”. Og så må baby komme med på optagelse.

LÆS OGSÅ: Mystik om kronprinsesse Marys sæbeøje

Fjerde sæson af ”Sygeplejeskolen” har premiere søndag 26. september på TV 2 Charlie og TV 2 Play