'Gift ved første blik': Derfor er Pia og Frank blevet skilt

Parret fik ikke den bedste start på ægteskabet, og derfor har de valgt at blive skilt.

Først sagde de ja til hinanden i kirken, men for Pia og Frank blomstrerede kærligheden ikke, og derfor valgte de i går at forlade kærlighedseksperimentet 'Gift ved første blik'. I programmet fik seerne ikke den fulde indsigt i, hvorfor Pia og Frank gik fra hinanden. Problemerne startede allerede efter vielsen, fortæller Frank til EB.

- Der har Pia og jeg en samtale, hvor der ikke er kamera på. Her fortæller hun mig, at hun hellere ville have været matchet med en mand, der ikke ligner mig. At hun i virkeligheden var ked af, at det var mig, hun var blevet gift med og hellere ville have haft en anden. Jeg ved, at Pia ikke er enig i den udlægning og mener, at jeg har misforstået hende. Det er fair nok, men det er, hvad jeg oplevede, fortæller Frank.

LÆS OGSÅ: Premiere på 'Gift ved første blik': Sådan er det gået parrene

Bryllupsfesten blev ingen succes

Frank og Pia kunne ikke få forholdet til at fungere (Foto: Snowman/DR)
Frank og Pia kunne ikke få forholdet til at fungere (Foto: Snowman/DR)

Den udmelding gjorde, at Frank absolut ikke var i festhumør ved den efterfølgende fest. Brylluppet betegner han som en katastrofe, hvor han var presset, stresset og mest af alt var parat til at rejse hjem til Bornholm.

- Helt grundlæggende føler jeg, at jeg er blevet gift med en kvinde, der ikke vil have mig, og derfor mister jeg fuldstændig fodfæstet. Jeg siger og gør ting, som jeg ellers aldrig ville gøre, siger han.

Bryllupsrejsen var præget af skænderier og konflikter mellem parret, og derfor så de ingen grund til at fortsætte eksperimentet.

- Det var den mest sårbare og stressede situation, jeg nogensinde har befundet mig i, og samtidig var der kameraer overalt. Vi fik ikke rigtig nogen hjælp fra produktionen, eller eksperterne, og stod meget alene med den konflikt, vi var landet i.

LÆS OGSÅ: 'Gift ved første blik'-Katrine: Derfor er jeg med

Psykologen: Matchet er fint

Parrene i 'Gift ved første blik' er blevet matchet af programmets eksperter. Én af dem er psykolog Annemarie Bergholt. Annemarie afviser, at der er sket et fejlmatch.

- Det er selve mødet mellem de to, der går helt galt. Pia føler sig presset og trækker sig, og det reagerer Frank meget emotionelt på. Jeg tænker stadig, de var et udmærket match, siger Annemarie til MX.

Det er ikke kun Pia og Frank, der har haft problemer i forholdet. Lars og Jeannette har heller ikke fået den bedste start på ægteskabet. Alligevel er de to match ikke mislykkede, understreger psykologen.

- Kærligheden handler om meget mere end bare et godt match. Der kan være et godt udgangspunkt på papiret, men der er rigtig mange ting, der kan gå galt. Det er et kæmpe arbejde at få et parforhold til at fungere.

LÆS OGSÅ: Seerne er vilde med 'Gift ved første blik'

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.