'Først til verdens ende'-deltager med psykisk lidelse: Nu er medicinen lagt på hylden - Her & Nu

'Først til verdens ende'-deltager med psykisk lidelse: Nu er medicinen lagt på hylden

Kim lider af PTSD, og derfor har psykologsamtaler og medicin i mange år været en del af livet. Men ‘efter Først til verdens ende’ er det ikke nødvendigt.

Af Caroline Grønne Wigdal - 21. april 2020 kl. 19:25

Når man har tilbragt 14 år i forsvaret, kan det sætte sine spor, og det gjorde det hos Kim Thygesen i form PTSD, posttraumatisk stress syndrom. Han kunne til sidst ikke kapere mere krig, og lugten af blod, lyden af krudt og alle skrigene satte sig på en måde fast i ham.
LÆS OGSÅ: SE HER: Mød deltagerne i ‘Først til verdens ende’
– Jeg vidste, at jeg kunne miste et ben eller en arm, jeg vidste endda, hvilket ben, jeg helst ville miste. Jeg var forberedt på, at jeg kunne dø, men jeg var aldrig forberedt på at få PTSD, fortæller Kim.
Derfor har han lige siden været i behandling og har blandt andet fået medicin for at kunne sove om natten og undgå tankemylder. Medicinen havde han også med som en støtte på rejsen fra Odense til Singapore, som for tiden kan følges i TV 2-programmet ‘Først til verdens ende’.

Kim og Carsten i ‘Først til verdens ende’. (Foto: Strong Productions/TV 2)


LÆS OGSÅ: Lars og Ulla til verdens ende uden telefon
– Men her var det sværere at gøre brug af medicinen, da den jo er sløvende. Så hvis jeg tog den, var jeg helt groggy, når vi skulle tidligt op. Jeg tog den få gange i begyndelsen af rejsen, men endte med slet ikke at røre den, fortæller Kim, der heller ikke har rørt medicinen efter hjemkomsten.
38-årige Kim bor på Bornholm med sin kæreste og to børn. Han har et fleksjob, hvor han servicerer de frivillige i hjemmeværnet.
LÆS OGSÅ: Aktuelle i ‘Først til verdens ende’: Søstrene fandt hinanden efter selvmordsforsøg

Den sværeste oplevelse på rejsen

I 2013 ramte Kim bunden. Han havde det så dårligt, at han måtte pakke to poser med tøj og tage væk fra sin kæreste og sine børn, der på det tidspunkt var 1 og 3 år gamle. I otte måneder boede han på et veteranhjem og sov på en madras på gulvet.
Sammen med sin soldaterkammerat Carsten er Kim et af de fem par, der i TV 2-programmet dyster om at komme først til Singapore. For begge soldater har rejsen ikke bare været en rejse om på den anden side af jorden, det har også været en personlig rejse, som har medført nogle ændringer i livet.
LÆS OGSÅ: Stream dig gennem coronakarantænen: Her er Realityportalens bedste anbefalinger
For Kim var en af de sværeste oplevelser på turen, da de var mange mennesker klemt sammen i en lille lokal bus i Tyrkiet. Men det var den slags, der rykkede ham væk fra hans PTSD.
– Lige som jeg tænkte, at nu kan der ikke være flere i den her bus, så steg fire personer mere ind. Det var ubehageligt at stå så tæt og trangt. Men så hjalp det at høre Carstens stemme, der sagde: “Er du okay?”, siger Kim og fortsætter:
– Det beroligede mig, og det hele blev vendt til en sejr. For jeg var blevet i stedet for at flygte.
LÆS OGSÅ: Mygind & Co vender tilbage: Ny sæson af ‘Sommerdahl’

Sådan ramte Kims PTSD

Det var efter sin udsendelse til Afghanistan tilbage i 2009, at han fik diagnosen. Udsendelse og ansvarer var ‘Først til verdens ende’-deltageren aldrig var bange for. Men han havde dog frygtet, hvordan det ville blive, når han skulle vende hjem igen. For så skulle han forholde sig til alt det, han havde skubbet i baggrunden og lagt låg på, mens krigen stod på.
– Jeg har set og oplevet mange ting på mine udsendelser. At se kollegaer ligge hårdt såret uden deres ben, og at mennesker bliver såret eller dør, det er naturligvis svært. Vi har alle en grænse for, hvor meget vi kan tage ind over en længere periode uden at få det bearbejdet.
LÆS OGSÅ: ‘X Factor’-dommer indkaldt af statsministeren
I dag har kapløbet til Singapore fyldt ham op med så mange gode oplevelser og sejre, som han husker på, når det psykiske rammer hårdt. Og derfor går der længere og længere mellem de dårlige dage.
– De kloge siger, at PTSD aldrig går over, og at man sagtens kan få et liv, hvor man kan leve med diagnosen. Men fra hvor jeg var i 2013 og til i dag, er der milevidt forskel.