Filmstjernes diæt-advarsel: Hjernen skrumper

Den amerikanske skuespiller Julianne Moore afslører hemmeligheden bag sin slanke krop og mælkehvide hud.

"Fordi du fortjener det", siger den rødhårede Hollywood-skønhed Julianne Moore, mens hun kigger direkte ind i kameraet og får tusindvis af kvinder til at ønske, at de så ud præcis som hende.

Den amerikanske skuespiller, der blandt andet er kendt fra filmen 'The kids are all right' fra 2010, afslører nu hemmeligheden bag sit smukke ydre i et interview til det amerikanske magasin New Beauty.

Og mens den amerikanske skuespiller anbefaler yoga og akupunktur, så advarer Julianne Moore direkte mod flydende slankekure som for eksempel den berømte "juice-diæt".

- Jeg har prøvet at lave en juice-udrensning et år, inden jeg skulle deltage i Golden Globe (amerikanske prisuddeling, red.). Jeg tror, jeg var på den i tre dage. Men for at være helt ærlig, så var det eneste sted, jeg tabte mig, i hjernen, siger hun til magasinet.

LÆS OGSÅ: Dansk popstjerne: Vildere end min barnedrøm

Passer på solen

Ud over sit smukke, røde hår er et af Julianne Moores unægtelige kendetegn hendes mælkehvide hud. Den berømte skuespiller er taknemmelig for, at hun allerede i en tidlig alder lærte at tage sig i agt for solens skarpe stråler.

- Jeg er så heldig, at min mor også har en meget lys hud, så hun lærte mig tidligt vigtigheden af at bruge solcreme, fortæller Julianne Moore.

Skuespillerindens mor lærte også lille Julianne altid at gå på den skyggefulde side af vejen, samt at vente med at gå på stranden til efter klokken 15.

- I dag er folk generelt meget mere forsigtige i forhold til solen, men dengang var det ret usædvanligt, fortæller den rødhårede skønhed.

LÆS OGSÅ: Hollywood-megastjerne indrømmer kasino-snyd

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.