Mikkel, Amalies ekskæreste (Foto: Privat)
Mikkel, Amalies ekskæreste (Foto: Privat)

Her er faren til Amalies barn: Hun bliver verdens bedste mor

23-årige Mikkel Skelskov ser frem til at blive far til sommer.

Til sommer bliver den populære reality-stjerne 24-årige Amalie Szigethy mor til et ønskebarn sammen med kæresten 23-årige Mikkel Skelskov, som hun har dannet par med det seneste år. Og den kommende far ser frem til den spændende fremtid, som parret går i møde.

- Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi bliver forældre. Om det bliver en dreng eller pige er ikke så vigtigt - bare det bliver et sundt og raskt barn. Selvom vi er unge, så havde vi det begge sådan, at hvis man er klar, hvad skal man så vente på? Hvis man har økonomien, kærligheden, rammerne og tiden til det, så er det jo bare det, som man skal gøre, siger Mikkel i dag til Realityportalen og fortsætter:

- Jeg har jo kendt Amalie i fire år nu, hvor vi startede med at være venner, hvorefter det udviklede sig. Og jeg er ikke i tvivl om, at hun bliver verdens bedste mor, fordi hun er så kærlig. Hun har et rigtig stort hjerte og kan give så meget kærlighed, og hun vil virkelig ikke nogen noget ondt. Jeg glæder mig bare til at få barnet med hende og starte på et nyt kapitel sammen.

LÆS OGSÅ: Amalies mor: Graviditeten kom som en kæmpe overraskelse

Har undgået medierne

Amalie Szigethy og kæresten Mikkel   Skelskov bliver forældre til sommer. (Foto: Bo Nymann)
Amalie Szigethy og kæresten Mikkel   Skelskov bliver forældre til sommer. (Foto: Bo Nymann)

Det er ikke meget, som vi har hørt om den 23-årige Dragør-fyr i den tid, hvor Amalie og han har dannet par. Men det er der en helt særlig grund til.

- Det er mig selv, der har holdt mig udenfor rampelyset. Jeg har ikke rigtig haft lyst til at komme i medierne før, men det betyder ikke så meget for mig længere. Det er jo lidt svært at holde sig skjult, når man nu skal have barn med Amalie. Og så synes jeg også, at det er lidt ligemeget at holde det hemmeligt nu, afslører Mikkel overfor Realityportalen.dk og tilføjer:

- At Amalie er et kendt ansigt og har været med i reality-programmer gør mig til gengæld ingenting. Jeg har mange kendte venner i forvejen, og det gør mig overhovedet ikke noget. Jeg er ligeglad med, at hun er kendt, da det jo ikke er derfor, at jeg er sammen med hende. Nogle gange ville det måske være nemmere, hvis hun ikke var kendt, men jeg tænker egentlig ikke over det.

LÆS OGSÅ: Peter Birch om Amalies graviditet: Sådan fik jeg nyheden

'Amalie faldt for mig'

Mikkel, der til dagligt er selvstændig, er slet ikke i tvivl om, at Amalie er den rette kvinde for ham. Han mener nemlig, at de er det perfekte match på trods af, at de ikke altid er helt ens.

- Det var klart hende, der faldt for mig! Men det, som jeg godt kan lidt ved hende, er, at hun er sjov at være sammen med, vi har fælles interesser, og vi har en fælles ide om tingene. Faktisk kan man egentlig godt sige, at vi er fuldstændig modsætninger, men modsætninger mødes jo tit, forklarer Mikkel og fortsætter:

- Vi har det hvert fald bare rigtig godt sammen, og vi er ens på den måde, at både Amalie og jeg har oplevet mere end rigeligt, når det kommer til byen og det vilde liv i overhalingsbanen. Vi mangler ikke rigtig at se noget af det for nu, så vi er bare rigtig klar til at blive forældre.

Se billeder af Mikkel og Amalie øverst i artiklen.

LÆS OGSÅ: HOT NEWS: Amalie Szigethy er gravid

LÆS OGSÅ: Amalie svarer igen på kritik: Jeg er ingen reality-fiasko

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.