Emil og Olivia forklarer: Derfor skal du se det nye 'Paradise'

'Paradise' springer ud med et helt nyt koncept. Her kan du læse, hvorfor værterne mener, det er værd at følge med.

Det populære tv-program 'Paradise Hotel', som havde premiere i Danmark i 2005, har fået noget af en make-over. Ny titel, nyt hotel, paradisoer med en helt ny mentalitet og et koncept, som i høj grad skal afspejle 2022. Dét er, hvad seerne kan forvente af den kommende sæson. Forandringer er der altid delte meninger om, men 'Paradise'-værterne ved godt, hvorfor det er værd at følge med i 'Paradise' sæson 1.

Olivia og Emil fortæller om en typisk dag som 'Paradise'-værter i Mexico.

- Der er kommet helt nye boller på suppen. Det er stadig 'Paradise', som vi kender det, men der er bare sket en masse nye ting, som bringer det her program velkommen i 2022. Der er så mange flere ting, som vi tager op i programmet, der er så vigtige, fortæller Emil Olsen, som har fulgt med i 'Paradise Hotel' så længe, han kan huske.

En lille huskeregel

Det er anden gang makkerparret har æren af at kunne kalde sig 'Paradise'-værter, men denne sæson er ekstra speciel for dem.

- Vi er super stolte over at være med i udviklingen og drejningen, som programmet har taget, fortæller Olivia Salo. Emil er enig og har tilmed en lille opfordring til eventuelle skeptiske fans.

- Paradise Hotel er et veletableret koncept, og at vi har haft muligheden for at vokse med det, og sætte vores helt eget præg, er fantastisk. Vi glæder os sindsygt meget til at se, hvad folk siger til det og håber virkelig, at folk vil have et åben mindset til programmet, som det er nu, det tror jeg er en lille huskeregel, når man ser denne her sæson, fortæller Emil og fortsætter:

- Vi har med rigtige følelser at gøre, vi har med rigtige mennesker at gøre, og vi har med alle slags mennesker at gøre ikke kun den typiske 'Paradise'-deltager, afslutter Emil.

Det nye ‘Paradise’ har premiere tirsdag den 24. maj. Som altid kan programmet streames på Viaplay.