Eksperterne skred fra 'Luksusfælden'-par: Vi er så kede af det

Parret fra Fyn er langt fra tilfredse med den behandling, som de fik af 'Luksusfælden'.

Der var ingen hjælp at hente til Ronnie og Jill fra Odense i aftenens afsnit af 'Luksusfælden'. Eksperterne forsøgte ellers at hjælpe de 23-årige deltagere, der dog ikke fulgte eksperternes råd.

Da eksperterne forlod Fyn var det med besked til deltagerne om at holde budgettet nede og kun bruge 1900 på diverseposten, mens Ronnie skulle finde et arbejde tættere på - og herefter sælge sin bil og sige sit nuværende arbejde op.

Ronnie formåede at klare den ene af de tre opgaver, da han fik sagt sit job op, men desværre lykkedes det ham ikke at finde et nyt. Og da eksperterne konfronterede dem med, at der på diverseposten var brugt svimlende 8435 kroner, mistede Ronnie besindelsen, og eksperterne forlod dem. Men siden er det kun gået frem.

- Det er gået rigtig godt. Vi er færdige med vores overforbrud, vi har fået solgt begge biler, vi holder vores rygestop, og så er vi begge i arbejde, fortæller tjeneren Jill og Ronnie, der har fået job på et lokalt værksted, til Realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-par lever af Nutella

Fortryder deltagelse

Parret fortæller, at de har taget et par ting med fra deltagelsen i programmet - blandt andet rygestoppet og mad/diverse-budgettet, som eksperterne gav dem. Men alligevel er de ikke glade for, at de tilmeldte sig programmet.

- Det har vi i den grad fortrudt. Det er blevet klippet helt forkert sammen, og det er vi faktisk rigtig kede af, siger en skuffet Jill.

Hun fremhæver blandt andet episoden til sidst i programmet, hvor eksperterne snakker om, at hun har fået solgt sin bil til 10.000 kroner. De penge hævder parret, at de brugte på at betale gæld af med, mens de i programmet virkede som om, at det var brugt på tøj og sko.

- Det er vi utilfredse med. Det var så pisse hårdt at medvirke i programmet, og de går virkelig tæt på en. Det gør de også bag kameraerne, hvor de går lidt til en for at sikre, at de får den rette reaktion, når optagelserne går i gang. Det er alt for personligt, og det burde ikke være lovligt, siger Ronnie.

LÆS OGSÅ: Skred fra ‘Luksusfælden’: Drømmer om at være gældfrie om fem år

Carsten: Det er brandærgerligt

Også den sidste scene i programmet bliver ifølge Jill og Ronnie ikke vist på tv, som det skete i virkeligheden. Eksperterne vendte nemlig tilbage kort efter for at foretage nye optagelser, der ifølge dem ikke er med i programmet. Her skulle Ronnie have givet dem en undskyldning, der heller ikke bliver vist.

Eksperten Carsten Linnemann bekræfter, at man efterfølgende vendte tilbage for at lave en ekstra optagelse, og at Ronnie i den forbindelse gav dem en undskyldning, som eksperterne tog imod. Og han er træt af, at det hele endte med, at man ikke kunne hjælpe parret.

- Det er jo brandærgerligt for dem, og vi er trætte af det, for vi ville jo gerne hjælpe dem. Og som Mette sagde i programmet, så var det spild af tid, og den tid kunne vi jo have brugt på at hjælpe nogle andre, der faktisk gerne ville have vores hjælp. Men jeg er mest ærgerlig på deres vegne, siger Carsten til Realityportalen.dk og slår fast, at de ikke opfattede Ronnie som truende.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-ekspert efter stor kritik: Det er jo ikke sjovt at blive kaldt ting

- Jeg oplevede ham som en temperamentsfuld, ung mand, der var frustreret over sin situation, og det er så sådan, han giver udtryk for det. Men vi følte os på ingen måde truet af ham. Når vi alligevel valgte at gå, så skyldtes det, at vi ikke følte, at vi kunne gøre mere for dem, når de ikke selv gjorde mere for det.

Han er heller ikke enig i Ronnies påstand om, at eksperterne går for tæt på deltagerne og tænker mere på det personlige end økonomiske.

- Vores vinkel er altid den økonomiske. Mange af deltagerne føler ofte, at vi går tæt på dem og deres liv, men det er vi nogle gang nødt til. Men vores udgangspunkt er altid den økonomiske situation, slår han fast.

Carsten Linnemann måtte for anden uge i træk forlade et par uden at hjælpe dem. (Foto: TV3)
Carsten Linnemann måtte for anden uge i træk forlade et par uden at hjælpe dem. (Foto: TV3)

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager imponerede eksperterne: Nu søger hun igen arbejde

"Fremtiden ser lys ud"

Selv om Jill og Ronnie ikke fik hjælp af 'Luksusfælden', så ser fremtiden lys ud for det fynske par.  De har nemlig selv kastet sig over gælden, som på nuværende tidspunkt ifølge dem ligger omkring 280.000 kroner.

- Vi er begyndt at betale af hos de kreditorer, der har de højeste renter, og så sparer vi sammen til at betale de store kreditorer ud bagefter, fortæller Jill og Ronnie, der begge gætter på, at de kan være helt sluppet af med gælden om fire og et halvt år.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager siger op: Vil hellere forsørges af det offentlige

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.