Efter fem år: Frederik og Mary opfylder Henriks drøm
Kronprinsparret har holdt en god, lang sommerferie på Chateau de Cayx.
Det er otte år siden, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sidst har holdt sommerferie på Chateau de Cayx ved Cahors. Bortset fra et kort ophold i forbindelse med prins Henriks 80-års fødselsdag i 2014, har de ikke siden været på vinslottet, der har været i familiens eje siden 1974.
Men nu tager de revanche med en god, lang ferie på Cayx, så børnene også kan få et nært forhold til Sydfrankrig, hvor de har masser af familie. Udover hele grenen på deres farfars side bor her også deres morfar, John Donaldson, og hans hustru, Susan Moody. De er flyttet til Ribérac, der ligger godt to timers kørsel fra Cahors.
LÆS OGSÅ: Kongehusets snedige finte: Joachim og Maries hemmelige liv i Paris
Artiklen fortsætter under videoen, hvor du kan høre om Kongehusets særlige relation til Livgarden.
LÆS OGSÅ: Nikolai klar til millioner: Derfor droppede han sin uddannelse
Chateau de Cayx er efter prins Henriks død alene ejet af dronning Margrethe, og hvad der skal ske med slottet, har længe været genstand for mange spørgsmål. Inden sin død udtrykte prins Henrik ønske om, at kronprins Frederik skulle overtage slottet.
– Vi har tænkt på at give det til den ældste, kronprins Frederik, fordi prins Joachim har sit sted i Sønderjylland. For Kronprinsen vil det være et dejligt sted at komme og slappe af, sagde prins Henrik i 2008 til BT.
At Frederik var oplagt skyldtes, at vinproduktionen endnu var aktiv, og at prins Joachim på det tidspunkt havde travlt med driften af Schackenborg. I mellemtiden har man bortforpagtet vinproduktionen, og Schackenborg er blevet solgt.
LÆS OGSÅ: Kongehusets snedige finte: Joachim og Maries hemmelige liv i Paris
Dronning Margrethe håber, at slottet bliver på familiens hænder, men vil ikke blande sig i, hvem af sønnerne der skal have Chateau de Cayx, når den tid kommer.
– Jeg regner med, at familien, mine to sønner, finder ud af det efterhånden, hvordan de vil gøre. Det vil jeg ikke blande mig i, lød det diplomatisk fra Majestæten, da hun sidste år fik spørgsmålet ved et pressemøde for danske medier på netop Cayx.
Selv om kronprins Frederik kun har været på det franske vinslot en enkelt gang siden 2011, er hans kærlighed til stedet absolut intakt. Det var tydeligt, at han i den grad følte sig hjemme på slottet og i området, hvor han er kommet siden sin tidlige barndom. Og den glæde giver han nu videre til sine børn med den første af forhåbentlig mange familieferier på Chateau de Cayx.
Se billeder fra ferien i galleriet over artiklen.