Dybt bevæget af prins Henriks værker: Han var dygtig

Dronningen er både stolt og glad over sin mands mange kundskaber.

Stolt og storsmilende åbnede dronning Margrethe, 82, lørdag formiddag udstillingen 'Eventyrlig Dialog' på Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum i Herning.

Udstillingen er et kunstnerisk møde mellem prins Henriks skulpturer og CoBrA-kunstneren Carl Henning Pedersens billedunivers.

LÆS OGSÅ: Marselisborg Slot bliver renoveret for 40 millioner

Ved udstillingen markerede man den permanente overdragelse af store dele af prins Henriks skulptursamling til museet. Derudover deponerer dronningen et antal værker fra sin private samling af sin afdøde mands skulpturer, som også kan ses på udstillingen.

– Det er meget særligt at stå her i Herning og se min mands arbejder foldet ud på et museum. Ikke fordi det er hans værker, men fordi det er nogle gode ting. Det gør mig stolt og glad, og jeg ved, at han ville have været meget stolt og meget glad, sagde hun bevæget om prinsen, der gik bort i 2018 i en alder af 83 år.

SE BILLEDERNE: Prins Gustav og prinsesse Carinas romantiske bryllup

Hun fortalte, at prins Henriks passion for tredimensionel kunst først kom sent i livet. Og den imponerede hende, da hun så værkerne.

– Jeg tænkte: ”Det var som syv søren, kan han det?”, sagde Margrethe til stor morskab for publikum, før hun fortsatte rosen af prins Henriks evner:

– Jeg så med det samme, at han var dygtig. Der kom efterhånden nogle vildt humoristiske figurer, som jeg syntes, var helt skønne. Jeg morer mig sådan over dem.