Dronningen renser ud: Dropper vennerne

Efter prins Henriks død er dronningens omgangskreds skrumpet.

Dronning Margrethes 80-års stort anlagte festmiddag den 16. april blev desværre ikke til noget på grund af nedlukningen af landet, men længe inden aflysningen, der blev meddelt den 12. marts, havde kongehuset sendt invitationerne ud. Selv om gæstelisten aldrig blev offentliggjort, blev flere klar over, at de ikke var blandt de udvalgte, som skulle til majestætens runde fødselsdag. Ifølge HER&NU's oplysninger var der ikke invitationer til hverken Jesper og Birthe Bruun Rasmussen eller Jacob og Patricia Asbæk.

De to par var blandt prins Henriks nære venner og har gennem årtier været hørt til i regentparrets inderkreds. Især Bruun Rasmussen har været nære som medlemmer af bridgeklubben og ikke mindst blandt dem, dronningen og prins Henrik klædte sig ud sammen med, når de hvert år fejrede nytårsaften sammen. Regentparret var også med, da Birthe Bruun Rasmussen fejrede sin 75-års fødselsdag på D'Angleterre i 2015.

LÆS OGSÅ: Dronningens hemmelige hjælp: Passer på Alex

I 2012 var Bruun Rasmussen vært for det kongelige nytårsselskab i deres hjem på Strandvejen (Foto: Michael Stub)
I 2012 var Bruun Rasmussen vært for det kongelige nytårsselskab i deres hjem på Strandvejen (Foto: Michael Stub)

Både Bruun Rasmussen- og Asbæk-familien har i løbet af året trukket overskrifter. I oktober afslørede Berlingskes erhvervsmedie InsideBusiness, hvordan Jesper Bruun Rasmussen i 2018 var blevet anholdt af politiet og sigtet i en sag om et Warhol-maleri, der i 2013 skulle sælges af hans auktionshus. Maleriet blev, efter et nedslag i prisen, solgt til ”en privat køber”, som viste sig at være Jesper Bruun Rasmussen selv. Sælgerne, som er arvinger efter erhvervsmanden Hans Smith, meldte det som bedrageri, men politiet har nu opgivet sagen.

Sælgerne vil nu anlægge en erstatningssag mod Bruun Rasmussen og Jesper Bruun Rasmussen med et krav på en million kroner. Auktionshusets direktør understreger over for InsideBusiness, at ”man noterer sig, at politiet har valgt ikke at rejse tiltale i sagen” og peger på, at ansatte i auktionshuset ”gerne må handle med de varer, man har til salg, så længe det sker inden for nogle fastsatte rammer.”

LÆS OGSÅ: Frederik og Mary skaber håb: Støtter særligt udsatte

Bestyrtelse på Amalienborg

Patricia og Jacob Asbæk var blandt gæsterne ved dronning Margrethes 75-års fødselsdag på Fredensborg Slot. – Han var måske min bedste ven. I perioder så vi hinanden tre gange om ugen, og da jeg fyldte 60, holdt han min fødselsdag på kongeskibet Dannebrog i Lissabon, har Jacob Asbæk sagt til Weekendavisen om sit forhold til prins Henrik (Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix)
Patricia og Jacob Asbæk var blandt gæsterne ved dronning Margrethes 75-års fødselsdag på Fredensborg Slot. – Han var måske min bedste ven. I perioder så vi hinanden tre gange om ugen, og da jeg fyldte 60, holdt han min fødselsdag på kongeskibet Dannebrog i Lissabon, har Jacob Asbæk sagt til Weekendavisen om sit forhold til prins Henrik (Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix)

I februar beskrev Weekendavisen i detaljer, hvordan galleristen Jacob Asbæk, trods et forbud fra hoffet, havde forsøgt at få støbt flere kopier af prins Henrik skulpturer efter hans død. Hoffet troede, de havde fået standset produktionen, da de til sidst selv hentede formene hos bronzestøberiet Mariani i Pietrasanta, Italien, men senere dukkede endnu en form op. Den fik Asbæk sendt til Skulpturstøberiet i Svendborg, men her nægtede man at udføre noget arbejde uden tilladelse fra hoffet. Asbæk afviste i Weekendavisen at have brudt nogen aftaler, men sagen vakte ifølge avisen ”bestyrtelse” på Amalienborg.

Jacob og Patricia Asbæk er ikke vendt tilbage på en henvendelse fra HER&NU, mens direktør i Bruun Rasmussen Kunstauktioner, Jakob Dupont, siger, at Jesper Bruun Rasmussen ikke har nogen kommentarer til invitationer i privat regi.

LÆS OGSÅ: Silas lagt for had: Overvejer at trække sig fra ‘Vild med dans’

LÆS OGSÅ: Julia Sofia giver status på babyplaner med Frederik