Dronningen om sine mange kræfter: Lysten driver værket

Selvom alderen trykker lidt, så holder det ikke dronningen tilbage.

Det var ikke uden forhindringer, at 81-årige dronning Margrethe besøgte Færøerne, men selv om noget måtte aflyses, og kongeskibet aldrig kom afsted, nød majestæten det seks dage lange ophold.

Som HER&NU beskrev i sidste uge, måtte der alle steder sættes stole frem til dronningen, så hun kunne skåne ryggen under det til tider strabadserende besøg. På trods af de fysiske udfordringer fremstod hun meget energisk på alle, de mødte hende undervejs.

LÆS OGSÅ: Frederik og Marys besked til Eriksen: Hemmelig hyldest

Ved det afsluttende pressemøde på Lagmandens kontor i Thórshavn blev hun også spurgt, hvor hun får kræfterne fra.

- Jeg ved det ikke, men det er i høj grad lysten, der driver værket. Det er dejlige oplevelser at komme her igen. Jeg synes, det er længe siden, jeg sidst var her, selvom det vist kun er fem år siden, men det er dejligt at komme her igen og genopleve meget og se nye ting også. Og møde færingerne. Jeg har virkelig set frem til denne rejse, lød det veloplagt fra dronningen, der også svarede på, om hun kunne mærke ”alderen trykke lidt”.

- Det kan alle velsagtens. Men jo, altså, jeg kan jo ikke længere hoppe op og ned ad fjelde, som jeg måske kunne engang. Men altså, man har jo den alder, man har, og det er dejligt, når man kan blive ved. Det er jo ikke enhver givet.

LÆS OGSÅ: Dronning Margrethe plaget af smerter

På mange af sine besøg gennem årene har dronning Margrethe været ledsaget af prins Henrik, og mange steder gav færingerne udtryk for, at han er meget savnet.

- Det er kun noget, man bliver glad for. At andre mennesker også husker ham. Og han var altid meget glad for sine besøg på Færøerne, det er der ingen som helst tvivl om.

Vanvittigt ærgerligt

Dronningen ærgede sig over, at kongeskibet ikke blev klar til turen.

- Det er vanvittigt ærgerligt, at vi løb ind i det problem, og jeg tror, alle om bord havde glædet sig til at skulle herop. Jeg havde også glædet mig meget til at være her med skibet igen, lød det fra dronningen.

LÆS OGSÅ: Dronning Margrethe på Færøerne: Dejligt at være tilbage

Siden sit første besøg på Færøerne som 19-årig har majestæten været betaget af Færøernes natur, og hun har gennem livet brugt fjeldsidernes stærke grønne farver i mange af sine malerier. Under pressemødet afslørede hun, at det tidligere havde været en drøm for hende at tage et længere uofficielt ophold, hvor hun kunne fordybe sig.

- Men det er ualmindeligt svært at gøre plads til i årets program, og tidligere var det vanskeligere at være væk, fordi der er ting, der skal gøres tættere på København. Og nu er jeg vist ved at være vokset fra det.

LÆS OGSÅ: Frederik og Mary stak af: Romantik i Spanien

Til gengæld rejste hun med håbet om at kunne vende tilbage igen. Og der skal helst ikke gå fem år igen som mellem de seneste besøg.

- Det må vise sig, hvordan det kan gøres. Jeg bliver jo i hvert fald også selv ældre. Så nu må vi se. Jeg håber bestemt, at jeg kommer her igen, men nøjagtigt hvornår... Det skal ikke være en femårsplan på den måde, slog hun fast.

LÆS OGSÅ: Margrethes dejlige aften: Fest på slottet