Her er dommerne til næste af sæson 'X Factor'

Det er tre stærke personligheder, der sammen skal finde Danmarks næste 'X Factor'-talent.

Det bliver trioen fra dette års 'X Factor', der atter sætter sig bag dommerbordet, når den kommende tiende sæson af 'X Factor' ruller over skærmen. Det afslører DR i en pressemeddelelse.

Dermed skal Thomas Blachman, Remee og Mette Lindberg igen spotte Danmarks nye store musikalske talenter, der kan formå både at synge sig ind i hjerterne hos seerne og også hos dommerne selv.

- Vi går den tiende sæson af 'X Factor' i møde med det stærkest mulige hold. Den indbyrdes kemi og den musikalske ekspertise er uovertruffen, når man sætter Blachman, Remee og Mette sammen, jubler DRs underholdningsredaktør, Jan Lagermand Lundme, i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Paradiso og ‘X Factor’-stjerne er gået hver til sit

Glædes over dommertrioen

Lundme kalder ikke kun valget af den 53-årige jazzkomponist, 41-årige hitproducer og 32-årige sangerinde for en dommertrio, men også for en drømmetrio.

- De formår at levere både begavet og stærkt underholdende tv, og jeg er virkelig glad for, at vi får lov til at opleve endnu en sæson med præcis denne dommertrio, lyder det fra underholdningsredaktøren.

Også sidste sæsons debuterende 'X Factor'-værtinde, Sofie Linde, tager endnu en tørn og er klar til at guide seerne gennem programmerne og live-udsendelserne, afslører Lundme.

Sofie Linde glæder sig til en ny sæson. (Foto: Anthon Unger)
Sofie Linde glæder sig til en ny sæson. (Foto: Anthon Unger)

- Med Sofie har vi en værtinde i front, som med sin charme og næsten overnaturlige skærmtække vil sikre X Factor lige præcis den sammenhængskraft, der får det hele til at gå op i en højere enhed, siger underholdningsredaktøren i pressemeddelelsen.

Der er pre-casting til den kommende sæson af programmet i København den 17. august og i Aarhus den 23. august, og her begynder den indledende talentjagt på den solist eller gruppe, der skal forsøge at synge sig til sejren.

I den seneste sæson af det populære program vandt søsterduoen Embrace, der dog senere har skiftet navn til NEW: NAME, med Remee som musikalsk mentor.

LÆS OGSÅ: Sofie Linde i tvivl om ‘X Factor’-tjans

Følg med på vores Facebookside og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.