Deltagere afslører præmien i ‘Jaget vildt’

Morten og Hanne Münster giver svaret på, hvad man kan vinde ved at være på flugt i 10 dage.

Af Caroline Grønne Wigdal - 25. november 2021 kl. 21:12

‘Jaget vildt’ er tilbage, og otte kendte danskere er klar til den ultimative udgave af politi og røvere. I 10 dage skal de holde sig skjult, mens nogle af landets mest erfarne efterforskere jagter dem. Ingen ved hvad slutmålet er, og spørgsmålet er, hvad parrene egentlig kan vinde, hvis de lykkes med ikke at blive indhentet af efterforskerne.

– Der er jo ikke nogen præmie. Men det er meget personligt at vinde det her. Det er en personlig udfordring. For hver dag, man kommer videre, så har man jo klaret noget. Man har jo tænkt taktisk klogt, fortæller Morten Münster, og det er hans holdkammerat og mor enig med ham i:

– Hver dag er en personlig sejr, siger hun.

LÆS OGSÅ: Ulf Pilgaard kommer med stort løfte til sin kæreste

Artiklen fortsættes under videoen med Morten og Hanne Münster, der fortæller om deres flugt i ‘Jaget vildt’…

Derudover har Morten lært en masse ved at være med i ‘Jaget vildt’. Blandt andet har han lært, at han vil opføre sig ordentligt, så han aldrig skal på flugt igen.

LÆS OGSÅ: Oliver Bjerrehuus afslører: Derfor gik det galt med Gunnvør

– Det var meget hårdere, end hvad jeg lige troede. Da vi var et par dage inde i programmet, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var sikker på, hvor meget mere jeg kunne klare. For det var altså meget, vi skulle tænke, og der var meget adrenalin mange dage i streg, siger han.

For mor og søn har det også været en form for præmie, at de har fået en sjov og helt uforglemmelig oplevelse sammen.

– Det har været noget af det sjoveste, vi har oplevet sammen. Morten og jeg har i forvejen et ret tæt forhold, så jeg var ikke i tvivl, om at vi ville få det sjovt. Og det fik vi også. Det har været en fed, fed oplevelse at have sammen med Morten, siger Hanne.

‘Jaget vildt’ kan ses på discovery+ og torsdag klokken 21.00 på Kanal 5.

LÆS OGSÅ: Anders Lund Madsen melder ud om barn nummer otte