Anne Laxholm: Jeg frygtede et hjerteanfald

Dommer Anne Laxholm var nervøs over selv at skulle på gulvet i Vild med dans, men endte med et minde for livet.

År efter år har Anne Laxholm siddet ved dommerbordet i Vild med dans, hvor hun med sin erfaring og skarpe øjne har vurderet de kendte danseres færdigheder på gulvet.

Men fredag aften gik dommeren for første gang selv på gulvet i en foxtrot i et forsøg på at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse under det årlige "Knæk Cancer"-show i Vild med dans.

LÆS OGSÅ: 'Vild med dans'-fædre afslører barnets navn

Frygtede for hjerteanfald

Men nerverne var tæt på at komme i vejen.

- Jeg har været sindssygt nervøs. Indtil onsdag aften troede jeg nærmest, at jeg skulle have et hjerteanfald, fortæller Anne Laxholm, der har været dommer i showet siden 2005.

- Men så tænkte jeg på, hvor heldige vi er, at vi kan gøre det, og at vi måske kan gøre en forskel, siger dansedommeren, der i sin tid som professionel danser har vundet både europa- og verdensmesterskaber.

I studiet fik Anne Laxholm og hendes ægtemand og dansepartner, Hans Henrik Laxholm, mere opbakning, end de havde turdet håbe på.

Hele salen rejste sig nemlig i respekt for parret, der også havde to dansende børn med i deres show.

- Da vi endelig stod på gulvet, så nød jeg hvert et trin. Og det øjeblik, hvor alle rejste sig, det vil jeg huske tilbage på resten af mit liv, siger Anne Laxholm, der ikke kunne holde tårerne tilbage.

- Det kom bag på mig hvor rørt jeg blev, men det var et meget specielt øjeblik, siger hun.

LÆS OGSÅ: Jens Werner: Sådan er en ‘Vild med dans’-vinder

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.