Birgitte Hjort Sørensen droppede udlandskarriere: Følte mig rodløs
Skuespillerinden blev træt af aldrig at kunne lægge planer og droppede derfor livet i New York.
Efter en årrække med masser af rejseaktivitet og senest en længere periode i New York, vendte 36-årige Birgitte Hjort Sørensen for et år siden tilbage til Danmark – selvom hun i det amerikanske opnåede flot succes som skuespiller og sågar en rolle på Broadway.
- Jeg har været virkelig glad for at være ude, men jeg havde nået et mæthedspunkt - især af hele tiden at stå standby. Det her med aldrig at vide, om jeg var hjemme i næste uge, var hårdt. I nogle år kunne jeg aldrig sige ja til en fødselsdagsinvitation, siger skuespillerinden om at vælge karrieren fremfor de nærmeste.
- Jeg accepterede det, fordi det var spændende at udforske, hvad jeg egentlig kunne opnå derude. Og det var vildt sjovt i et stykke tid, men så begyndte jeg at føle mig rodløs, ikke rigtigt glad og træt af aldrig at kunne lægge planer. At være en dårlig ven og en dårlig moster, siger Birgitte Hjort Hansen, som er stolt af sin udenlandske succes og da heller ikke afviser fremtidige roller udenfor Danmark.
- Men jeg tænker ikke længere ”for enhver pris”. I starten var hvad som helst næsten sjovt, bare fordi det var udenfor Danmark, men nu ved jeg, at hvis jeg skal sidde i tre måneder i en campingvogn og vente for at komme på en gang imellem, så er det ikke sjovt. Måske hvis jeg skulle spille overfor Meryl Streep, men den chance er relativt lille, siger hun med et grin.
LÆS OGSÅ: Geggo og Cengiz: Derfor holder ‘Familien fra Bryggen’ pause
LÆS OGSÅ: ‘Årgang 0’-Mathilde vil gerne være ung mor
Manglede udfordringer
Især rollen i den amerikanske tv-serie 'Vinyl' var både en kæmpe succes og en øjenåbner.
- Der var meget ventetid, og der var langt imellem, at jeg følte mig udfordret som skuespiller. Så tænkte jeg, at hvis jeg både savnede alle dem derhjemme og manglede udfordringer, kunne jeg ikke se pointen, siger Birgitte, som til gengæld er begejstret oversin rolle i den nye TV 2-serie, 'Greyzone', hvor hun spiller den enlige mor, Viktoria, der bliver taget som gidsel og kæmper for sin og sønnens overlevelse.
- Som forberedelse har jeg har blandt andet snakket med en psykolog, der er specialist i at behandle gidsler efter, de er blevet frigivet. Og så har jeg tænkt på alt det, jeg ville være bange for at miste selv for at fremkalde de rigtige følelser. Det er specielt min familie, siger Birgitte, der dog sideløbende med optagelserne det seneste halve år har nydt at have familien tæt på.
- Det er enormt dejligt at have et arbejde, hvor jeg kan tage hjem og have et liv. Det har jeg virkelig nydt. Måske er det en aldersting, men det er blevet vigtigt for mig at opleve alle de hverdagsting, som for alvor er det, der nærer mig. Et spændende arbejde er ikke nok til at fylde livet ud.
Fra søndag den 25. februar og ti uger frem kan Birgitte Hjort Sørensen opleves i TV 2's nye dansk-svenske spændingsserie 'Greyzone'.
LÆS OGSÅ: ‘Årgang 0’-Mathilde vil gerne være ung mor
HER ER PRISEN: Dét koster det at bo hos Linse
LÆS OGSÅ: Peter Ingemann afslører: Nye programmer på vej