Luna (Foto: DR)
Luna (Foto: DR)

'Bagedyst'-Luna: Jeg skal ikke leve af at bage

Hvis Luna Richardt er så heldig at løbe med årets vindertitel i 'Den store bagedyst', drømmer hun ikke om et liv i lutter lagkage.

Tænker man tilbage på tidligere vindere af 'Den store bagedyst', synes de fleste at have udnyttet programmet som springbræt til at gøre de søde sager til en levevej. Men programmets hidtil yngste deltager, Luna Richardt, har ingen planer om et liv som professionel kage-connaisseur.

- Jeg har faktisk ikke de helt vilde tv-drømme eller ønske om at udgive en kogebog. Men jeg har en blog, som jeg håber, det vil åbne lidt op for, siger Luna Richardt.

LÆS OGSÅ: 10 ting du ikke vidste om ‘Den store bagedyst’

Fra Rom til romkugler

Luna fortæller, at hun på sin blog gerne vil dele andet og mere end bare sin glæde ved desserter og kager, men også give læserne et indblik i sine andre interesser.

- Jeg ved godt, det er super svært, men jeg vil gerne have bloggen op at  køre. Det handler ikke kun om kager, men også om nogle andre ting, jeg godt kan lide. Det er for eksempel boligindretning, genbrugstøj og storbyrejser.

Bloggen Lunarichardt.dk er startet op i september i år, og indtil videre kan læserne nyde godt af et par af Lunas egne opskrifter og få et indblik i livet som bagedyst-deltager bag de rullende kameraer.

LÆS OGSÅ: BREAKING NEWS: Sådan foregår optagelserne til ‘Den store bagedyst’

Psykologi til sommer

Trods tilsvarende talent og interesse for de søde sager, drømmer Luna om noget helt andet end et liv med kageruller og sprøjteposer.

- Det kunne da være fedt, men kagerne er primært en hobby. Så det bliver nok ikke lige kagernes vej, jeg går, afslører hun.

- Jeg skal læse psykologi næste sommer.

I øjeblikket holder Luna et sabbatår efter en veloverstået studentereksamen og arbejder som aflastningsperson for en handicappet dreng på et bosted i Aarhus, hvor hun er flyttet til.

BAKING NEWS: Bag om ‘Bagedysten’: Sådan udvælges deltagerne

Følg med på vores Facebook-side og vores Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.