'Badehotellet'-Ane om Edith: Hun udfordrer mig

Der er mere end kollegaskab mellem de to stuepiger fra 'Badehotellet'.

Syvende sæson af 'Badehotellet' ruller lige nu over skærmen, og det er endnu engang med Ulla Vejby og Mia Helene Højgaard i rollerne som stuepigerne Edith og Ane. Da HER&NU møder dem, afslører de, at det ikke kun er, når kameraerne ruller, at de to kvinder bruger tid sammen.

- Jeg læser hos Ulla. Hun er min mentor. Jeg gik lidt og snakkede om på optagelserne, at jeg skulle finde en at læse ved. Og så sagde hun lidt henkastet, at jeg da altid bare kunne læse hos hende. Så det fik vi stablet på benene, forklarer det 22-årige skuespiltalent Mia, der inden længe skal til optagelsesprøve på Skuespillerskolen.

LÆS OGSÅ: 'Badehotellet'-skuespiller om sin rolle: Jeg skulle ikke lave filmskuespil

Siden Ulla selv blev færdiguddannet fra Skuespillerskolen i 2012, har hun undervist elever, der håber på en karriere som skuespiller, og den 35-årige mor til to nyder at arbejde med sin nye elev.

- Det er rigtig spændende at arbejde sammen med Mia på den måde. Det har været sjovt at lære hinanden endnu bedre at kende, og vi prøver mange forskellige ting af. Mia er god til at vise tillid og prøve de ting af, som jeg kommer med til hende, lyder det fra Ulla.

LÆS OGSÅ: 'Badehotellet'-skuespiller indrømmer: Vild med Severin og Leander

Higer efter mere

Mia søgte også ind på Skuespillerskolen sidste år, men var desværre ikke en af de få, der kom igennem nåleøjet. Denne gang håber hun dog på, at det lykkes hende med hjælp fra Ulla, som hun tager hjem til to gange om ugen og modtager undervisning fra.

- Hun er virkelig god til at udfordre mig og få det bedste frem i mig, fortæller Mia.

LÆS OGSÅ: Remee afslører Mathildes overraskende diæt

Som barn gik hun på Det Kongelige Teaters Balletskole i Odense indtil 9. klasse og fravalgte derefter dansekarrieren for at satse på skuespillet. Det har ført til en birolle i filmen 'Kapgang' fra 2014 og indtil videre fem sæsoner af 'Badehotellet', men nu er tiden inde til at prøve noget nyt.

- Jeg higer efter at komme ud og lære noget mere. Jeg er blevet kastet meget ung ind i det her. Jeg har en masse teater- og dansererfaring, men nu er jeg på mit tredje sabbatår, og jeg er sulten efter at lære noget mere, dygtiggøre mig og komme i gang med noget nyt. Nu prøver jeg skuespillet, men det kan også være, at det ender med at blive noget andet. Jeg vil finde min vej, slår odensianeren fast.

Se 'Badehotellet' hver mandag kl. 20.00 på TV 2.

LÆS OGSÅ: Mascha i chok efter køb af lejlighed: Fremmed mand flytter ind