Ærlige Philip May: Dér knækkede jeg og begyndte at græde

Philip May fortæller alt om den barske fødsel, og hvordan Vilmar har lavet om på hele hans verden. Det gør han i et nyt afsnit i podcast-serien ‘Fårking Far’.

Af Caroline Grønne Wigdal - 11. februar 2021 kl. 17:00

Den 22. december klokken 07.03 blev ‘Paradise Hotel’-parret Philip May og Simone Hvenegaard forældre for første gang, da lille Vilmar blev født. Guldklumpens ankomst til livet var dog langt fra fredelig og lige efter bogen.

Nu fortæller Philip om, hvordan det var for ham at stå på sidelinjen før, under og efter fødslen. Det gør han i podcasten ‘Fårking Far’ i episoden ‘Philip May – fra Paradise Hotel til babyboble’.

LÆS OGSÅ: Simone og Philip afslører sød historie om undfangelsesdagen

Her har han en samtale med podcastvært og journalist Mattias Hundebøll.

Især timerne på fødestuen står skarpt i Philips hukommelse, fordi det hele var så dramatisk, da Vilmar sad fast og gentagende gange blev forsøgt hevet ud med sugekop. Til sidst måtte en læge tage hånden ind i Simone og rive Vilmar ud, og den lille fyr trak ikke vejret, da han kom ud.

Pisse bange

For Philip væltede det hele, da holdet af læger begyndte at vælte ind på fødestuen.

LÆS OGSÅ: Simones dramatiske fødsel: Han trak ikke vejret

– Det var dér, jeg virkelig knækkede og begyndte at græde, fordi der kunne jeg ikke styre det mere. Jeg har jo det her PTSD til at starte med, så jeg skal helst have tingene under kontrol. Og lige der blev jeg kylet fuldstændig ud af min kontrol. De begynder at rive og flå i Simone, og de kan ikke få barnet rigtig ud. Den der sugekop bliver ved med at ryge af, siger Philip til Mattias Hundebøll i podcasten. 

– Jeg var pisse bange. Han var helt livløs, da han kom ud. Og han var en stor knægt, husker Philip og fortæller videre om forløbet.

LÆS OGSÅ: Endnu en udfordring: Vilmars svære start på livet

Heldigvis endte det hele godt, lægerne fik ilt i Vilmar, som endelig gav lyd med sin babygråd. Herefter blev den lille familie indlagt på neonatal afdeling, og lige så stille kom de alle tre til kræfter. Juleaften kom de hjem.

Siden er det kun gået fremad, og både Philip og Simone nyder tiden som nybagte forældre, der på én gang er utrolig hård og helt lykkelig og fyldt med kærlighed.

LÆS OGSÅ: Simone og Philip er blevet forældre

I podcasten ‘Fårking Far’ fortæller Philip videre om, hvordan den første tid som far har været for ham til nu, og om alt det, der er sket med hans og Simones liv, siden Vilmar meldte sin ankomst og lavede om på hele deres verden.

Philip og Simone mødte hinanden i 2016, hvor de begge to deltog i ‘Paradise Hotel’ sæson 13, der blev vist i 2017. Her vandt Simone sammen med Anders Vittrup Schultz, og parret delte pengepræmien på 500.000 kroner.

Her kan du lytte til podcasten ‘Fårking Far’.