Adam møder sit store idol: Se hans hjemmebageri

Den 15-årige deltager fra Brøndby fik taget en super-selfie med Mette Blomsterberg til evigt minde. I lighed med hende er han i færd med at skabe sit eget kageunivers, hvor han tager imod bestillinger på de sociale medier

Endnu en gang klarede Adam Vester Ayman udfordringerne i 'Den Store Juniorbagedyst', hvor der herskede vennetema i aftenens afsnit på DR1. Der har været mange oplevelser undervejs for den 15-årige skoleelev, og en af dem var, da hans store idol Mette Blomsterberg kiggede forbi som gæstedommer i bageteltet under optagelserne sidste år. Det forevigede Adam med en selfie, og han er i øvrigt godt på vej med sit eget kageunivers i lighed med sit ikon.

- Hun har virkelig gjort meget for udbredelsen af bagning i Danmark, så jeg har stor respekt, siger han til HER&NU fra hjemmet i Brøndby, hvor rollerne blev fordelt, da der skulle øves i kagebagning, inden afgang til optagelserne på Clausholm Slot ved Randers. Moren, Pernille, tog sig nemlig kærligt af opvasken, mens sønnen øvede, så han kunne være velforberedt til dysten.

LÆS OGSÅ: 'Bagedyst'-vinder: Træt af folks spørgsmål

– Det er en vild oplevelse at deltage i et fedt program, hvor man er presset, og det er så intensivt. Det hjælper at være et konkurrencemenneske, understreger han, der har fået interessen for bagning gennem sin mor og mormor. Gennem hele sin barndom har han ofte siddet på køkkenbordet, mens de har bagt kager og lavet mad.

Artiklen fortsætter under billedet

– Min mor laver kager til kolleger og venner. Så det er nok fra hende, jeg har arvet kundskaberne, siger Adam, der lader sig inspirere af dygtige bagedyst-deltagere fra hele verden, når han skaber sit eget kageunivers på de sociale medier, hvor han også tager imod bestillinger fra nær og fjern til bryllupper, fødselsdage, babyshower og barnedåb.

– Hele skolen ved, hvem jeg er, fordi jeg er på tv. De tager lidt gas på mig, men det er ok. Mange vil gerne vide, hvem der vinder, men jeg må bare henvise til næste program, siger Adam, der går rundt med en lille konditor i maven.

LÆS OGSÅ: Philip og Kasper forklarer: Derfor fik Fie ikke en rose

– Jeg kunne godt tænke mig at gøre karriere indenfor bagning. Noget med konditor som fag og kombineret med de sociale medier. Det er sjovt, fedt og underholdende, og jeg kan godt lide at prøve noget nyt, fortsætter han.

– Jeg prøver at finde smagsnuancer, f.eks. hvilke krydderurter der passer sammen med forskellige frugter som jordbær, mango, æbler og pærer. Basilikum, timian eller persille, så det får et lille pift i smagen, forklarer Adam, hvis anden passion er fodbold. 4-5 gange ugentligt fungerer han som hjælpetræner i Brøndby IF og som forsvarsspiller på et hold i sin årgang. Og når 9. klasses afgangseksamen snart er veloverstået, går turen til Vejle, hvor han skal starte op på efterskole.

LÆS OGSÅ: Caroline Wozniacki: Viser nuttet datter