Henrik voksenmobbet og vraget: Det var en lettelse at blive sendt hjem - Her & Nu

Henrik voksenmobbet og vraget: Det var en lettelse at blive sendt hjem

For tredje gang i træk blev upopulære Henrik Søndergaard valgt som førstekæmper, og Michael Lyster Brams vandt over ham i en tvekamp om viden, der sendte ham ud af programmet.

Af Kenth G. Madsen - 19. juli 2020 kl. 20:56

Det var en noget ublid medfart, Henrik Søndergaard, 49, fik af beboerne i ‘Hjem til Gården’-forløbet. Søndag aften tog han afsked, efter at han for tredje gang i træk røg ud i en tvekamp om sin fortsatte deltagelse i programmet. Han tabte i konkurrencen om viden til Michael Lyster Brams, 29. Storbonden Jesper Holmgaard, 35, havde udpeget Henrik.

– Jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Jeg er havnet i en ond spiral, og bliver valgt, fordi jeg hedder Henrik. Det er en farce, og jeg troede ikke, I kunne finde på det. Det er otte mod en og voksenmobning, kommenterede Henrik til beboerne, som han følte, havde rottet sig sammen mod ham.

LÆS OGSÅ: SE BILLEDERNE: Hjemme hos Philip fra ‘Hjem til gården’

– På det tidspunkt var det faktisk en lettelse at blive sendt hjem. Jeg kunne godt mærke, jeg ikke var ønsket. Efter en samtale med Kasper og Marie kunne jeg godt se, at jeg stod alene. Sådan var det bare, forklarer Henrik Søndergaard bagefter til Realityportalen.

– Hvis man først er valgt som prügelknabe, så hænger det åbenbart ved. Men jeg ville da gerne have kæmpet videre, siger han videre.

LÆS OGSÅ: Har du også bemærket det? ‘Hjem til gården’-deltager ligner Caroline Wozniacki

Da Kenneth Pedersen, 33, så gav udtryk for, at Henrik var en gevinst for gården med egenskaber som råstyrke, knowhow og arbejdshest virkede det paradoksalt. Samtidig stod Henrik også bag en succesfuld runde som storbonde i andet afsnit, hvor han i spidsen for gruppen fik tilført forbedrede livsvilkår.

– Det var mit højdepunkt, og så gik det ellers ned ad bakke derfra, siger Henrik, der begik den fejl, at han virkede arrogant, da han kom tilbage til gården oven på sejren over 22-årige Ulrik Petersen, som beboerne i øvrigt havde heppet på under dysten. Det var nok til at skabe sig et image som upopulær.

LÆS OGSÅ: SE BILLEDERNE: Blachmans familiehygge med kæreste og baby

– Jeg bærer ikke nag eller er sur, men jeg er måske en smule skuffet over, at de ikke lod mig komme ind i varmen igen. Men det er jo også en konkurrence, konstaterer Henrik, der trods alt har fået en god oplevelse.

– Selvom der har været op- og nedture, så synes jeg, I er nogle fantastiske mennesker, sagde han til beboerne og kneb en tåre.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg: Jeg er mere end en kagekone