275.000 underskrifter: Smid Bieber ud nu

Det skandaleramte teenageidol Justin Bieber bør smides ud af USA. Det mener knap 275.000 amerikanere.

Knapt 275.000 personer har sat deres navn på en underskriftsindsamling på Det Hvide Hus' hjemmeside i håbet om at få Justin Bieber sendt ud af USA.

Det kræver mindst 100.000 underskrifter, før USA's præsident vil overveje at tage et emne op til drøftelse, men fredag meddelte Det Hvide Hus, at de ikke vil kommentere sagen.

Det Hvide Hus har ret til at afvise visse underskriftsindsamlinger og forsøgte i stedet at udnytte opmærksomheden til at fokusere på landets immigrationspolitik.

LÆS OGSÅ: Afdød fart-stjernes brødre færdiggør film

Indsamling startede i januar

Indsamlingen blev oprettet af en person, der kalder sig "J.A." i Detroit 23. januar i år.

Det er samme dag, som Bieber blev tiltalt for i påvirket tilstand at have kørt om kap i en lejet Lamborghini med et kørekort, der var udløbet et halvt år forinden.

Episoden er blot en af adskillige opsigtvækkende episoder, hvor det 20-årige popidol har været på kant med loven. Få dage senere blev han sigtet for at have overfaldet en limousinechauffør i den canadiske by Toronto.

- Vi, USA's befolkning, føler, at vi er blevet fejlagtigt repræsenteret i popkulturens verden, hedder det i begrundelsen for indsamlingen.

- Han truer ikke kun befolkningens sikkerhed, men han er også en forfærdelig indflydelse på nationens ungdom. Vi, folket, vil gerne fjerne Justin Bieber fra vores samfund, står der i underskriftsindsamlingen.

Justin Bieber bor og arbejder angiveligt under et særligt visum i USA for folk i underholdningsbranchen.

LÆS OGSÅ: Skandale-stjernes mor skyldig i spritkørsel

Følg med på vores Facebook-side, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.

/ritzau/AFP